06/03-17
-
Pressemeddelelse
Stor tilslutning til forårets auktion med topheste
Forårets store auktion nr. 1013 for heste af særlig høj kvalitet hos Campen Auktioner tegner på forhånd til at blive en succes. 15 heste er allerede meldt til, og man forventer flere topheste tilmeldt, når årets Hingstekåring i Herning er afsluttet.
Vi køber mere og mere på nettet, og den udvikling mærkes også hos auktionshuset Campen Auktioner i Randers, hvor interessen for køb af heste på auktioner bliver større og større. Knap hundrede heste er der indtil videre givet hammerslag på og den øgede interesse, har nu fået Campen Auktioner til at satse på en specialhesteauktion, hvor der udbydes heste og ponyer af absolut topkvalitet både indenfor spring og dressur.
"Det er stadig nyt for de danske kunder at kunne købe deres hest på auktion", fortæller Charlotte Scheiber, der er ansvarlig for hesteauktionerne hos Campen Auktioner. "Men vi afvikler cirka en hesteauktion om måneden og har kunnet se en øget interesse hen over de sidste fem måneder, så derfor mente vi, at der var interesse for en specialauktion med heste af særlig god kvalitet".
Bred kollektion
Campen Auktioner har tidligere haft en specialauktion kun med springheste og har derfor denne gang valgt at præsentere en bredere kollektion, så der er noget for både spring- og dressurrytteren.
"Vi har store forventninger til denne auktion. Det er den absolut bedste hesteauktion, vi har holdt til dato", fortæller direktør for Campen Auktioner, Finn Campen. "Vi kan se, at det er den vej, det går. Når vi afvikler auktioner med dyre specialbiler, bliver bilerne bedre og dyrere, og det sker også med hestene".
Fremtidens stjerner
Med noget for enhver smag er kataloget over kollektionen et spændende kig ind på fremtidens konkurrencebaner. Her er både de unge stjerner for fremtiden med præstationsblod i årerne og lidt ældre heste og ponyer, der allerede nu har vist deres værd på konkurrencebanerne og søger nye udfordringer.
Et af de topemner, der kan bydes på til special hesteauktionen er Vognmandensgårdens Bentley. Den 8-årige ponyhingst er en sjældent udbudt dressurmodel. Præmie og siegerhingst ved kåring i Tyskland i 2012. Allerede som både 5 og 6 års blev han distriktsmester, senere B pony og nu A pony med en imponerende resultatliste. Hingsten har tre gode gangarter og er ukompliceret og let at ride. Den smukke hingst fanger øjet på konkurrencebanerne og er et oplagt emne til den ambitiøse ponyrytter.
Til den ambitiøse springrytter er den 5-årige Rådbjergs Toscana et emne for fremtiden. Hoppen efter Toulouse - Labrilyngriis - Come Back II, opnåede under sin egnethedstest blandt andet 8.5 for teknik og ridelighed og er kvalificeret til unghestechampionatet i Herning. Toscana springer med stort overskud og super teknik, og er samtidig en sød og nem hest, der ikke kigger på fyld og lignende.
Hos Campen Auktionerne håber man på, at der kommer endnu flere topheste i kollektionen, når Dansk Varmblods Hingstekåring er slut i Herning den 12. marts.
"Vi håber på at få nogle af de heste med på auktionen, der måske ikke blev solgt under Herning Horse Show", fortæller Finn Campen. "På det tidspunkt står de jo flotte og dejlige og lige klar til at blive præsenteret for nye ejere. Så vi håber, at flere af hesteejerne vil benytte sig af vores tilbud om at sætte hestene på auktion". Campen Auktioners specialhesteauktion nr. 1013 afsluttes onsdag den 22. marts kl. 20.
Nemt at købe hest på auktion
Selv om man mærker en stigning i interesse for de månedlige hesteauktioner, er det at købe hest på auktion stadig noget, der skal finde sit fodfæste i Danmark. Derfor får auktionshuset også en del spørgsmål omkring køb af heste på auktion. Her understreger Charlotte Schreiber, at der ikke er den store forskel på at købe hest på auktion og direkte fra sælger. Faktisk ser hun fordele i at handle på auktion.
"Det er nemt at købe hest på den her måde, for alt er tilgængeligt. Der er taget røntgen og alle beskrivelser af hesten ligger frit tilgængeligt. Man har jo stadig muligheden for at komme ud og prøve de heste, der er til salg, lige som ved en almindelig handel, og det håber jeg virkelig, at folk vil benytte sig af", fortæller Charlotte, og supplerer "desuden har Campen Auktioner et stort kundekartoteker plus et veludviklet markedsføringsapparat, som giver god og effektiv kontakt til sælgere og købere".
Fremtidens hestekøb
Med øget trafik på auktionshusets site og øget interesse for hestekøb på nettet, forventer man sig rigtig meget af hesteauktioner i fremtiden hos Campen Auktioner.
"Det er tydeligt at se, at auktionerne udvikler sig, så vores ambition er helt klart flere af disse auktioner med heste er særlig høj kvalitet", slutter Charlotte Schreiber.
Hvis man har en hest eller pony, man ønsker at få med på specialhesteauktionen, så kontakt venligst Charlotte Schreiber på tlf. 45 23399596 eller mail: horses@campenauktioner.dk
Relevant information
Link til auktionskatalog nr. 1013
http://bit.ly/2mwdSWe
Link til auktionshuset Campen Auktioner
http://www.campenauktioner.dk
Presserum, Logininfo; User: image, Pass: bank
http://www.campenauktioner.dk/da/medier/presse-kommunikation