Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
20/04-15   -   Pressemeddelelse

Tatoverede må kigge langt efter erstatning

Tatoveringer er blevet allemandseje i Danmark, og det skønnes, at cirka 600.000 danskere har en eller flere tatoveringer. Ifølge en ny rapport er antallet af bivirkninger og skader også steget betragteligt, men de skadelidte kan kigge langt efter en erstatning, lyder det fra en advokat.

Tatoverede står dårligt stillet

Det er Videnscenter for Forebyggelse, der står bag rapporten, som går den danske tatoveringsbranche efter i sømmene. I rapporten står beskrevet, at antallet af tatoveringsrelaterede bivirkninger stiger i takt med tatoveringernes popularitet. Synderen til generne kan blandt andet være tatoveringsblækket, tatoveringsredskaberne, tatovøren eller den tatoverede selv, og i nogle tilfælde er der tale om ganske alvorlige gener. Udsigten til en økonomisk kompensation for den skadelidte kan imidlertid være svær at få øje på.

- Erstatningsretligt er du rigtig dårligt stillet som tatoveret med bivirkninger. Reelt er din eneste mulighed at lægge en civil sag an mod tatovøren, og det er i så fald dig, der skal betale for at få rejst sagen og det er dig, der har bevisbyrden. Det er altså dig, der skal bevise, at tatovøren har begået en fejl, som for eksempel at bruge beskidte nåle eller bakteriefyldt blæk, og at det er denne fejl, der har forårsaget bivirkningerne, lyder det fra advokat Berit Møller Lenschow fra ERSTATNINGSGRUPPEN, der er en del af Penta Advokater A/S.

I rapporten står desuden beskrevet, at det ofte er uklart, hvem der ejer den enkelte tatovørforretning, og hvem der er den legalt ansvarlige, og når der ikke er nogen præcisering af ejerens og den udøvende tatovørs ansvar i forhold til hinanden, kan det være svært for den tatoverede at få klarhed over, hvem der er den juridiske modpart.

- Selv hvis du har klarhed over, hvem der er din juridiske modpart, fører sagen og vinder den, kan du ikke være sikker på at få en økonomisk kompensation. Udbetalingen af din erstatning afhænger nemlig af tatovørens økonomiske formåen, og i værste fald kan det betyde, at du aldrig får den erstatning, du egentlig har krav på, forklarer advokat Berit Møller Lenschow.

Håb forude

Rådet bag rapporten har formuleret en række forslag til indsatser på området og tre af dem lyder;

· Etablering af en klagevej og sikring af tatoveringskundernes retsstilling i tilfælde af, at tatoveringen er udført forkert og/eller har medført helbredsskade
· Krav om uddannelse og certificering af tatovører som en forudsætning for at udøve erhvervet. Certificering ved kompetent sundhedsfaglig myndighed
· Etablering af en ordning for effektiv registrering af tatoveringsforretninger og tatovører med en afklaring af den legale ramme for virksomheden

Der er tale om forslag, der vækker glæde hos advokaten.

- Det er yderst positivt, hvis man vælger at gå ind og sikre de mange tatoveredes retsstilling, så de får et gennemsigtigt klagesystem og ved, hvor de skal henvende sig, hvis de oplever gener efter at være blevet tatoveret, for som det ser ud i dag, er de ualmindeligt dårligt stillet, hvis uheldet er ude, lyder det fra Berit Møller Lenschow fra ERSTATNINGSGRUPPEN, der understreger det nødvendige i, at erstatnings- og klagesystemet bliver kombineret med en betingelse om, hvem der er omfattet af systemet, så det gælder tatovører med en bestemt autorisation eller certificering.

- Det vil give fremtidige tatoveringskunder et helt andet og mere trygt beslutningsgrundlag, når de skal vælge, hvor de vil få lavet deres tatovering, runder hun af.

Relevant information

Erstatningsgruppen, en del af Advodan
http://www.erstatningsgruppen.dk/


Pressekontakt

Berit Møller Lenschow
Advokat
  +45 76 10 00 88

Firma

Erstatningsgruppen
Torvegade 16
6600 Vejen, Danmark

  +45 76 10 00 88

http://www.erstatningsgruppen.dk/

Modtag nyheder fra Erstatningsgruppen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire