Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/04-15   -   Pressemeddelelse

Nyt supermarked kun for singler

SuperBrugsen og Dating.dk i partnerskab. SuperBrugsen og Dating.dk har indgået et strategisk samarbejde og åbner to single-supermarkeder i henholdsvis Købehavn og Aarhus 1. april næste år.

Det er på mange måder dyrt at være single, og det gælder også de daglige indkøb. Men nu er der godt nyt på vej til landets godt 1.6 millioner singler.

Danmarks største supermarkedskæde, SuperBrugsen, og Danmarks største datingside, Dating.dk, er gået sammen om at lave Danmarks første supermarked henvendt specielt til singler.

"Indkøb er noget, vi alle sammen gør i løbet af ugen, og derfor vil vi give vores medlemmer en ekstra dimension til deres datingliv og samtidig gøre det nemmere og billigere at handle ind," siger marketingansvarlig for Dating.dk, Thomas Røhr Kristiansen.

Han forklarer, at der blandt andet vil være medlemsfordele for Dating.dks medlemmer.

Det nye supermarked hedder SuperSingle, og er en miniudgave SuperBrugsen. Alle varer fås kun i små størrelser, der er kun 1 styks tilbud - og det er tænkt som et mødested for mennesker, der har lyst til at møde andre.

Det er et krav for ansættelse i butikken, at man er single og forbliver single. For at handle i butikken skal man være i besiddelse af en gyldig datingprofil. Hver fredag vil der blive arrangeret speeddating forskellige steder i butikken - der nemt kombineres med et indkøb

"SuperBrugsens store supermarkeder henvender sig i høj grad til familier med børn, der vil købe kvalitet, sunde og ansvarlige varer i pæne og overskuelige butikker. Med den udvikling, der er i singlekulturen er vi imidlertid nødt til at gøre noget nu, hvis vi også vil være Danmarks største supermarkedskæde i fremtiden," siger kædedirektør Kenneth Pedersen.

"Med SuperSingle kan vi her og nu give nogle tilbud til Danmarks mange singler, men på længere sigt er vores vision, at mange skal møde hinanden over de økologiske grøntsager og den gode vin i butikken, og udvikle sig til familier, så vi har et større kundeunderlag i fremtiden," siger Kenneth Pedersen.

SuperSingle bliver kun 1/10 af størrelsen af en normal SuperBrugs. Alle varer fås nemlig kun i de små størrelser, og indkøbskurvene bliver de mindste, der fås. Det gælder dog ikke champagne, som butikkerne vil have et ekstraordinært stort udvalg af, og i alle størrelser.

Og så er kassedamen m/k naturligvis også single.

Kenneth Pedersen vil ikke udelukke, at der kan komme samarbejde med andre dating-portaler, hvis det bliver en succes. F.eks. har man allerede indregistreret navnet SuperFlex, så man er klar med samarbejde med de sites, der har specialiseret sig i udenomsægteskabelige affærer.

Yderligere information:
Marketingansvarlig Thomas Røhr Kristiansen, Dating.dk, 2014 9922
Kædedirektør Kenneth Pedersen, SuperBrugsen, 5221 3601

Pressekontakt

Kenneth Pedersen
Kædedirektør
  5221 3601

Firma

Coop Danmark A/S
Roskildevej 65
2620 Albertslund, Danmark

  +45 43 86 44 68

http://www.coop.dk

Modtag nyheder fra Coop Danmark A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire