Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
10/03-17   -   Pressemeddelelse

Produktiviteten i den danske industri stiger støt

Danske industrivirksomheder har over de seneste 15 år øget produktiviteten med 3,3 procent om året. Det er mere end lande som Storbritannien, Tyskland og Holland.

Der er damp på kedlerne i den danske industri, og de danske virksomheder har over de seneste år forbedret produktiviteten markant. Det viser nye tal for produktivitetsudviklingen fra Danmarks Statistik. En væsentlig del af forklaringen er, at Danmark i mange år har haft fokus på implementering af ny teknologi i produktionen.

"Ny teknologi og robotter i produktionen har uden tvivl været med til at øge produktiviteten. Det afspejler sig også ved en langt bedre konkurrenceevne i den danske industri. Et teknologisk produktionsapparat betyder, at der går færre lønkroner per produceret enhed, og det skærper konkurrencekraften. Det skal vi glæde os over, fordi det betyder, at vi kan opretholde en høj produktion i Danmark og skabe nye industriarbejdspladser", siger cheføkonom i Dansk Metal Thomas Søby.

Ifølge Danmarks Statistik har der i den danske industri været en produktivitetsvækst på 3,3 procent om året fra 2001 til 2015. Det er væsentligt mere end Tyskland, der i den samme periode har oplevet en produktivitetsvækst på cirka 2 procent i gennemsnit om året.

"Når vi hører politikere og økonomer tale om en sløj produktivitet i Danmark, så er det vigtigt at understrege, at det i hvert fald ikke er i industrien, det står sløjt til. I løbet af det kommende år vil vi med stor sandsynlighed runde 300.000 ansatte i industrien herhjemme i en kurve, der går opad. Industrien har i lang tid været med til at trække væksten i Danmark, hvilket tallene for produktiviteten i industrien altså endnu en gang understreger", siger Thomas Søby.

Danmarks Statistik inddeler produktiviteten i forskellige faktorer, og her afslører tallene, at produktivitetsbidraget fra uddannelse og kapitalapparat er blevet mindre de seneste to år. Det har smittet af på den samlede vækst, som tilsyneladende er lidt mindre i 2014 og 2015.

"Det peger på, at der skal investeres mere i digitalisering, teknisk forskning og infrastruktur, hvis der skal sættes yderligere tryk på produktiviteten. Men det understreger også det helt oplagte behov for mere og bedre uddannelse af den danske arbejdsstyrke. Det er sammenhængen mellem den veluddannede medarbejder og den nyeste teknologi, der skaber fremskridtene", siger cheføkonom i Dansk Metal Thomas Søby.

Pressekontakt

Jens Dissing Munk
Jens Dissing Munk
  30178874
Thomas Søby
Cheføkonom i Dansk Metal
  30831071

Firma

Dansk Metal
Nyropsgade 38
1780 København V, Danmark

  33 63 22 70
  33 63 21 00

http://www.danskmetal.dk

Modtag nyheder fra Dansk Metal på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire