Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
24/01-11   -   Pressemeddelelse

Korps af frivillige i ny Tryghedstjeneste

"Vågekoner" ved døende er en del af Tryghedstjenesten i Holstebro Kommune

Hvis pårørende, der passer døende, har behov for aflastning, så kan de nu få hjælp af frivillige "vågekoner".

Vågekonerne er en del af en ny Tryghedstjeneste, der netop er startet i Holstebro Kommune. Tjenesten, der for øjeblikket består af 17 frivillige og er et gratis tilbud til alle borgere i plejeboliger, i MTO (midlertidigt ophold) og hjemmeplejeregi, er oprettet i et samarbejde mellem Ældreområdet i kommunen og Kultur & Frivillighuset i Nygade i Holstebro.

Tryghedstjenesten omfatter afløsnings- og vågeopgaver, men også andre frivillige opgaver som f.eks. at følge borgere til læge og besøg på sygehuset.

- Den nye tjeneste skal bl.a. ses som et led i en styrkelse af kommunens palliative indsats, altså indsatsen for alvorligt syge og døende. En del af denne indsats skal foregå i midlertidige pladser i plejeboliger, men tilbuddet om hjælp fra frivillige til afløsning og vågeopgaver er også til borgere, der bor i eget hjem, siger ældrechef i Holstebro Kommune, Tove Søgaard.

De frivillige er klædt på til opgaven

Hun understreger, at Tryghedstjenesten udelukkende er et tilbud om medmenneskelig støtte og aflastning. De frivillige, der er med i tjenesten, udfører altså ikke plejepersonalets opgaver.

- Det er dejligt, at vi nu har fået dette frivillige netværk i gang. Det består af meget engagerede frivillige, som via bl.a. en række temadage i 2010 er blevet klædt på til opgaven og er fortrolige med omsorgen for kronisk syge og døende. Nu er vi i gang, og vi håber, at endnu flere frivillige melder sig til opgaverne med tiden, siger Tove Søgaard.

Fakta om Tryghedstjenesten

- Tryghedstjenesten er en frivillig og ulønnet tjeneste og derfor gratis for borgerne.

- Tryghedstjenesten kontaktes ved henvendelse til Hjemmeplejen i Holstebro Kommune.

- De frivillige i Tryghedstjenesten har indgået aftale om tavshedspligt om alle personlige oplysninger, de måtte blive bekendte med.

- De frivillige udfører ikke plejepersonalets opgaver.

Flere oplysninger:
Ældrechef Tove Søgaard, Holstebro Kommune, tlf. 9611 4126.
Koordinator i Tryghedstjenesten, Lisbeth Jensen, tlf. 9746 4847.

Tekst til vedhæftede fotos (Fotos: Mads Ovesen).

1) Tryghedstjenesten består på nuværende tidspunkt af 17 frivillige.
2) Bente Vittrup (tv) og Lisbeth Jensen er koordinatorer i Tryghedstjenesten.


Relevant information

http://www.holstebro.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Holstebro Kommune
Rådhuset, Kirkestræde 11
7500 Holstebro, Danmark

  9611 7500

http://www.holstebro.dk

Modtag nyheder fra Holstebro Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire