Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
29/04-11   -   Pressemeddelelse

Tænketank skal give varig effekt af Spejderlejr 2012

Med Spejderlejr 2012 som udgangspunkt opretter Holstebro Kommune en tænketank med seks markante danske ledere som medlemmer

Hvad kan offentlige organisationer og det private erhvervsliv lære af danmarkshistoriens største spejderlejr, der samler ca. 35.000 spejdere fra hele verden i Holstebro den 20.-29. juli 2012?

Det skal en Tænketank med direktør og forfatter, Lars Kolind, for bordenden komme med bud på. Holstebro Kommune har netop oprettet Tænketanken, der får seks markante ledere fra dansk erhvervsliv og offentlige organisationer som medlemmer.

Frivillig indsats og lederudvikling

- Planlægningen af Spejdernes Lejr 2012 er godt i gang. Vi lægger os i selen for at blive en god værtsby, så spejdere, pårørende og andre gæster får en oplevelse for livet i Holstebro. Vi vil også gerne have varige effekter af lejren og lære af den. Med udspring fra spejderarbejdet vil vi sætte emner på dagsordenen, som vi som kommune og det private erhvervsliv kan dyrke, siger kommunaldirektør Lars Møller.

Kommunaldirektøren peger på, at det især er det store frivillige engagement og lederudviklingen i spejderbevægelsen, som det kan være helt relevant at hente inspiration fra.

- Kan vi bruge noget fra det organisationstalent, der er afgørende for, at fem spejderkorps kan arrangere en fælles spejderlejr med 35.000 deltagere, til at skabe nye former for udvikling i Holstebro som kommune og i det private erhvervsliv? Hvordan kan den enorme frivillige indsats, der ligger i spejderbevægelsen generelt og bag spejderlejren i særdeleshed, inspirere til at styrke den frivillige indsats i den offentlige service? Det er spørgsmål af den art, vi gerne vil have nogle svar på i Tænketanken, siger Lars Møller.

De skal sidde i Tænketanken

Kommunaldirektøren siger om sammensætningen af medlemmer i Tænketanken:

- Vi er gået efter folk, der har vist store lederevner på hvert deres felt i samfundet, for at få mange forskellige indgange til de emner, der skal luftes og drøftes i Tænketanken. Vi er glade for, at nogle af landets mest kompetente ledere har sagt ja til udfordringen.

Deltagerne udefra i Tænketanken er:

- Direktør og forfatter, Lars Kolind, der er næstformand i The World Scout Foundation (Verdensspejderbevægelsen).

- PhD Helle Beckgaard, Bechgaard Consult Aps

- Direktør i Personalestyrelsen, Lisbeth Lollike

- Tidl. forsvarsminister Søren Gade

- Senior director Tormod Askildsen, LEGO

- Departementschef i Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, Claes Nilas.

- Fra Holstebro Kommune deltager borgmester H. C. Østerby og kommunaldirektør Lars Møller. Desuden er konsulenterne Lars Stentoft og Dorte-Pia Ravnsbæk, som Holstebro Kommune har ansat til at varetage henholdsvis den strukturelle og den kommercielle planlægning af Spejdernes Lejr 2012, tilknyttet Tænketanken.

Flere oplysninger:

Kommunaldirektør Lars Møller, Holstebro Kommune, tlf. 9611 7000, mobil 2120 1796.

Relevant information

http://www.holstebro.dk


Pressekontakt


Firma

Holstebro Kommune
Rådhuset, Kirkestræde 11
7500 Holstebro, Danmark

  9611 7500

http://www.holstebro.dk

Modtag nyheder fra Holstebro Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire