Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
31/05-11   -   Pressemeddelelse

Simon, Rebekah og Marcus modtog Prinsesse Benedikte

Som æresformand for Spejdernes Lejr 2012 deltog prinsessen i præsidiemøde på Holstebro Rådhus

Simon, Rebekah og Marcus får hele tiden mange oplevelser som spejdere i Holstebro. Den 30. maj fik de en særlig en af slagsen, som de sikkert aldrig vil glemme. De var udpeget til at byde H. K. H. Prinsesse Benedikte velkommen med blomster til Holstebro Rådhus, hvor prinsessen som æresformand for Spejdernes Lejr 2012 i Holstebro deltog i et præsidiemøde.

Fem spejderkorps står sammen om danmarkshistoriens største spejderlejr, der i juli næste år samler op mod 35.000 spejdere. Simon, Rebekah og Marcus repræsenterede tre af korpsene, da de modtog Prinsesse Benedikte. Simon Stephansen er medlem af Det Danske Spejderkorps (DDS). Rebekah Robbin-Coker hører til De Grønne Pigespejdere, mens Marcus Sebastian Hauge er KFUM-spejder.

Borgmesterens velkomst

Præsidiemødet blev indledt med en frokost i kantinen på Holstebro Rådhus. I sin velkomst til Prinsesse Benedikte takkede borgmester H. C. Østerby for prinsessens engagement i planlægningen af Spejderlejr 2012.

- Planlægningen af lejren fylder allerede meget hos os. Vi glæder os til den. I hele lokalområdet er der stort engagement og stor opbakning til at skabe en lejr, der vil give op mod 35.000 spejdere en oplevelse for livet. Deres Kongelige Højheds deltagelse er med til at synliggøre lejren udadtil i Danmark og internationalt - og indadtil over for kommunens borgere. Det er vi meget taknemlige for, sagde borgmesteren.

Lokale råvarer

Frokosten til præsidiet var tilberedt af lokale råvarer, og det fik følgende ord med på vejen af borgmesteren:

- Det er et signal om, at vi gerne vil bruge Spejdernes Lejr 2012 til at vise noget af det, vi er stolte af - noget af det, der er vores særlige styrke. Og det er bl.a. vores sunde fødevarer. Vi praler gerne lidt med, at vi er "Danmarks Spisekammer", bl.a. fordi vi har en stor husdyrproduktion i området og friske Vesterhavs-fisk, sagde H. C. Østerby.

Lejrledelsen på Hjerl Hede

I øvrigt kom ledelsen af Spejdernes Lejr 2012 allerede søndag den 29. maj til Holstebro Kommune, hvor de besøgte Hjerl Hedes Frilandsmuseum. Her fik de den helt store rundttur med museumsassistent Kirsten Møberg. Formålet var at vise lejrledelsen en af kommunens største attraktioner, så de kunne få inspiration og ideer til, hvordan spejderne kan få glæde af frilandsmuseet til aktiviteter og oplevelser.

Læs mere om Spejdernes Lejr 2012 på www.holstebro2012.dk

Relevant information

http://www.holstebro.dk


Pressekontakt


Firma

Holstebro Kommune
Rådhuset, Kirkestræde 11
7500 Holstebro, Danmark

  9611 7500

http://www.holstebro.dk

Modtag nyheder fra Holstebro Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire