Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
10/06-11   -   Pressemeddelelse

Holstebros erhvervspolitik omsat til film og til handling

Premiere på tre nye film på erhvervskonference i Holstebro

Fødevarer og sundhed. Energi og miljø. Kreative alliancer mellem kultur og erhverv.

Ifølge Holstebro Kommunes nye erhvervspolitik er det tre kombinationer, der skal lægges særlig vægt på for at skabe ny udvikling, nye virksomheder og nye arbejdspladser i kommunen i de kommende år. De bygger på tre af de styrkepositioner, som er opbygget i kommunen gennem adskillige år - produktion og forædling af fødevarer, nye energiløsninger og Holstebro som kulturkommune.

Det kan læses på papir i kommunens skrevne erhvervspolitik. Men nu er politikken også blevet levende på film. Under Holstebro Kommunes erhvervskonference den 9. juni i Rounborgs Grafiske Hus i Holstebro var der forpremiere på tre nye kortfilm, som netop sætter fokus på de områder, hvor der i et tæt samarbejde mellem kommunen og erhvervs-, handels-, kultur- og uddannelseslivet skal gøres en særlig indsats for at skabe ny udvikling.

- Når filmene er finpudset, bliver de lagt på Holstebro Kommunes hjemmeside og på You Tube. Og så håber vi, at virksomheder i kommunen også vil være ambassadører for området ved at bruge filmene, når de er ude og promovere sig nationalt og internationalt, siger chefen for kommunens enhed for Erhverv og Turisme, Susanne Toftegaard Hansen.

"Fra tanke til handling"

Premieren på filmene underbyggede ret præcist titlen på og formålet med erhvervskonferencen, der samlede ca. 50 aktører i tre timer i Rounborgs Grafiske Hus. Titlen på konference var "Fra tanke til handling". Tankerne i kommunens erhvervspolitik er blevet til i en tæt dialog og samspil med det lokale erhvervsliv. Formålet med konferencen var at få yderligere bud på tæt samspil i praktisk handling.

Som formanden for byrådets Udvalg for Erhverv og Turisme, John Thorsø, udtrykte det på konferencen: "Erhvervspolitikken skal ikke være et dødt dokument på hylden. Der skal skabes handling bag ordene i dialog med erhvervslivet".

- Målet er, at Holstebro Kommune skal være blandt de 10 bedste erhvervskommuner i Danmark. Målet er ikke så langt væk. Ifølge en undersøgelse fra Dansk Industri er vi i dag den 11. bedste, sagde John Thorsø.

Han understregede, at motorvejen fra Herning til Holstebro, som ifølge planerne skal stå færdig i 2018, bliver det hidtil største erhvervsudviklings-projekt i Holstebro-området.

- Vi vil arbejde hårdt for, at motorvejen kommer til at gå til Holstebro Nord, så Struer og Lemvig også kobles på den, sagde John Thorsø.

Ingen "berøringsangst"

Borgmester H. C. Østerby understregede i sin velkomst til konferencen bl.a., at offentligt-privat samspil er helt afgørende for vækst. Tidligere tiders "berøringsangst" mellem, hvem der må og skal hvad, er fortid.

- I Holstebro Kommune har vi mange eksempler på ildsjæle og erhvervsfolk, der engagerer sig personligt i at skabe udvikling - ikke kun for sig selv, men for hele området. Vi lægger vægt på dialog - meget gerne om nye og utraditionelle veje for at skabe vækst i vores område. For det er vækst og udvikling i erhvervslivet, der skal betale de offentlige velfærdsydelser, sagde borgmesteren.

Han understregede, at der er gang i rigtig mange ting for øjeblikket, som i endnu højere grad kan styrke Holstebros rolle som dynamo for vækst i hele det nordvestjyske område. Som eksempler nævnte han, at Domstolsstyrelsen er ved at bygge en ny retsbygning i Holstebro, at Udbetaling Danmark snart går i gang med at bygge en afdeling, at et nyt sundheds- og akuthus i Holstebro og et nyt, stort butikscenter i Enghaven er på vej, og at byggeriet af det nye hovedkvarter for Midt- og Vestjyllands Politi forhåbentlig snart kan realiseres.

"Vi skal ud i verden
- ellers dør vi lige så stille"

For at komme "fra tanke til handling" var et vigtigt formål med konferencen at få input fra deltagerne om, hvad de mener, der skal til i praksis for at skabe ny udvikling i Holstebro Kommune. Og input kom der mange af, både på skrift og i tale.

I tale var det i form af indlæg fra to af områdets markante erhvervsfolk. Det var direktør Jens Axel Birn, Birns Jernstøberi, der også er formand for Nordvestjysk Erhvervsråd, og direktør i bølgeenergifirmaet Dexa Wave Energy, Lars Elbæk. Jens Axel Birn havde "rammebetingelser og globalisering" som emne, mens Lars Elbæk fortalte om "virksomhedsudvikling, innovation og EU-finansiering".

Selv om der på sin vis er forskel på at støbe jern og skabe energi ved hjælp af bølger, så var budskabet fra Jens Axel Birn og Lars Elbæk i hovedtræk det samme: "Vi er nødt til at komme ud i verden - ellers dør vi lige så stille" og "vi skal videre fra LANDSBY bevidsthed til GLOBAL bevidsthed".

"Jeg tror på hårdt arbejde"

- Det nye ord, der skal redde os alle, er "innovation". Tror vi på det? Jeg tror på, at hvis vi skal frem i verden, så drejer det sig om hårdt arbejde, påpegede Jens Axel Birn.

Han understregede, at industrien og det offentlige har et fælles ansvar, både for at komme ud i verden og for at invitere folk udefra velkomne hertil. Han havde en række forslag med i støbeskeen til konferencen, f.eks.:

- Få en kinesisk venskabsby, så der kan skabes nogle kontakter. Vores område har mange produkter, fødevarer og teknologier inden for miljø og energi - senest biogas - og Kina vil meget gerne have kvalitetsvarer.

- Det er en god idé at etablere fælles produktioner ved at leje sig ind hos eksisterende danske virksomheder i Asien og Østeuropa. Så har man et netværk og andres erfaringer at drage nytte af.

- Når vi får besøg af udenlandske virksomheder, så tag dem med rundt og se lokalområdet.

- I fællesskab med Lemvig og Struer skal Holstebro have et turistkontor i Hamborg.

- Hold op med at klage over, at det er svært at trække højtuddannede til Nordvestjylland. Hent dem dog i udlandet, for de har ingen fordomme om "udkants-danmark".


Relevant information

http://www.holstebro.dk


Pressekontakt


Firma

Holstebro Kommune
Rådhuset, Kirkestræde 11
7500 Holstebro, Danmark

  9611 7500

http://www.holstebro.dk

Modtag nyheder fra Holstebro Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire