Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
18/07-11   -   Pressemeddelelse

Sygefraværet daler - nærværet stiger

En målrettet indsats i Ældreområdet i Holstebro Kommune sender sygefraværet i den rigtige retning - nedad

Ældreområdet i Holstebro Kommune er inde i en positiv udvikling vedrørende sygefravær. I 2009 var det samlede sygefravær i Ældreområdet 8,0%, i 2010 var det 7,4 % og nu - pr. 30. juni 2011 - er det nede på 7,0%.

Kommunes målsætning er at have under 5 % sygefravær. Den positive udvikling i Ældreområdet, der både kommer de ansattes velvære og kommunens økonomi til gode, er resultatet af en målrettet indsats. Og den animerer yderligere til at have stort fokus på nærværet i det daglige på arbejdsstederne:

· Hvad er det, der gør, at de ansattes nærvær stiger?
· Hvad skaber langtidsfriske ansatte (mindre end 5 sygedage/år)?
· Hvordan får man det at være langtidsfrisk til at smitte?

- Arbejdsstederne gør en stor indsats i det daglige for at støtte op om syge medarbejdere, afkorte fuldtidssygemeldinger og være opmærksom på skrantende og sårbare ansatte. Vi kan arbejde endnu mere med kreativitet og mod i forebyggelse og sundhedsfremme, og den positive udvikling er en god stimulator, siger arbejdsmiljøkonsulent Jørgen Refslund Poulsen.

Han understreger, at det er meget vigtigt at forholde sig til rammerne for arbejdsmiljø og trivsel. Der skal bevidste strategier til, og de skal omsættes til konkret handling på arbejdsstederne, så velværet og langtidsfriskheden smitter.

- I Ældreområdet er vi klar over, at det er vigtigt at give sygemeldte ansatte hurtig støtte. Derfor er Holstebro Kommune sammen med foreløbig fire andre kommuner i landet gået med i projekt "Din Stifinder", der er søsat af pensionsselskabet Pensam og forsikringsmæglerfirmaet Willis. Formålet er netop at nedbringe sygefraværet og antallet af førtidspensioneringer, fortæller Jørgen Refslund Poulsen.

Konkret betyder det, at den sygemeldte efter ca. 14 dage får tilbud om at komme med i projektet. Det indebærer, at den sygemeldte inden 24 timer får kontakt til en personlig tovholder. Tovholderen rådgiver den sygemeldte og formidler kontakt til lægefagligt personale med henblik på hurtigt at udrede, afklare og evt. behandle, så den sygemeldte kan vende tilbage til arbejdet hurtigst muligt.

- Udviklingen og tallene viser, at vi er på rette vej. Og med udgangspunkt i kommunens sundheds- og trivselspolitik, projekt "Din Stifinder", kreativitet og sund fornuft fortsætter vi vores fokus på trivsel og sundhed og på at nedbringe sygefraværet, siger Jørgen Refslund Poulsen.

Fakta
* I 2010 var det samlede sygefravær blandt ansatte i Holstebro Kommune på 4,7 %, mens det i Ældreområdet var på 7,4 %.

* Der er ifølge Jørgen Refslund Poulsen flere grunde til, at sygefraværet er større i Ældreområdet end i kommunen generelt - bl.a.:
At man som ansat bruger sin krop i ofte fysisk krævende situationer
Kombinationen af fysiske og mentale krav slider mere end mange andre job.
At medarbejderne kan blive bedre til at tro på sig selv, og være stolte af deres arbejde.
At det er vigtigt at blive set og anerkendt - det får alle til at vokse og blive mere robuste i hverdagens krav

* Projekt "Din Stifinder" kører over to år og retter sig mod ansatte i FOA-faggruppen - dvs. offentligt og privat ansatte, der yder offentlig service.

* Hvis sygefraværet i Ældreområdet vil kunne bringes ned fra 8 % til 5 %, vil det betyde mærkbar forøgelse af nærværende ansatte og lette planlægningen i det daglige.

Flere oplysninger
Jørgen Refslund Poulsen, arbejdsmiljøkonsulent, Sundhed og Omsorg, Holstebro Kommune, tlf. 9611 4108

Læs også
Sundhed og trivsel - Personalepolitik for Holstebro Kommune:
http://www.holstebro.dk/Personalepolitikker-1773.aspx

Rapporten "Fra sikkerhed til trivsel" udarbejdet af arbejdsmiljøkonsulenterne juni 2011:
http://www.holstebro.dk/Arbejdsmilj%c3%b8redeg%c3%b8relse-2025.aspx

Mere om projektet "Din Stifinder":
https://www.pensam.dk/DinStifinder/Pages/DinStifinder.aspx

Relevant information

http://www.holstebro.dk


Pressekontakt


Firma

Holstebro Kommune
Rådhuset, Kirkestræde 11
7500 Holstebro, Danmark

  9611 7500

http://www.holstebro.dk

Modtag nyheder fra Holstebro Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire