Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/11-11   -   Pressemeddelelse

Bestyrelsen på plads for Thorsminde Havn

Michael Metz Mørch udpeget som formand for selvstyrehavnens bestyrelse

Bestyrelsen for Thorsminde Havn, der fra den 1. januar 2012 overgår fra staten til en kommunal selvstyrehavn, er nu på plads.

Formand for bestyrelsen bliver Michael Metz Mørch, der har en bred baggrund fra opgaver i diplomatiet - bl.a. som ambassadør i Letland og Polen - i dansk erhvervsliv - f.eks. som direktør for Bikubenfonden - og i den kulturelle verden. Michael Metz Mørch blev tidligere på året udpeget som formand for bestyrelsen for fusionen af Holstebro Museum, Hjerl Hede Frilandsmuseum og Strandingsmuseet St. George, der også træder i kraft den 1. januar 2012.

Bestyrelsen for Thorsminde Havn får fem medlemmer. De fire øvrige medlemmer er Kurt Madsen fra den lokale fiskeriforening, landdistriktskoordinator Alex Würtz, LAG Holstebro, byrådsmedlem og formand for byrådets Udvalg for Erhverv og Turisme, John Thorsø, og byrådsmedlem og formand for byrådets Udvalg for Natur, Miljø og Klima, Karsten Filsø. De to sidstnævnte bestyrelsesmedlemmer er udpeget af Holstebro Byråd.

Lokalt og tværfagligt forankret - og øjne udefra

- Med beslutningen om at overtage Thorsminde Havn og gøre den til en kommunal selvstyrehavn lægger byrådet især vægt på, at udviklingen inden for erhverv og turisme i Thorsminde skal styrkes. Det afspejler sammensætningen af bestyrelsen også. Bestyrelsen er både lokalt forankret, tværfagligt forankret og et udtryk for, at udviklingen af havnen og lokalsamfundet i Thorsminde skal ske i et offentligt-privat samspil. Og med Michael Metz Mørch som formand får bestyrelsen en stor kapacitet, der bl.a. har et bredt erhvervsmæssigt og kulturelt netværk at spille på og kan tilføre udviklingen dynamik, set med briller "udefra", understreger kommunaldirektør Lars Møller, Holstebro Kommune.

Inden udgangen af året skal bestyrelsen udarbejde et budget og en forretningsplan for havnens drift i 2012 og frem til den 1. januar 2014, hvor den første bestyrelses funktionsperiode udløber.

Fakta om Thorsminde Havn

- Thorsminde er landets sidste statshavn. Havnen overdrages med virkning fra den 1. januar 2012 vederlagsfrit til Holstebro Kommune, men yderværker og slusen er fortsat Kystdirektoratets ejendom og drift.

- På mødet den 11. oktober besluttede Holstebro Byråd, at Thorsminde Havn skal være en kommunal selvstyrehavn. Det indebærer, at havnen er organiseret med sin egen bestyrelse og en havneledelse, hvor havnechefen refererer til bestyrelsen.

- Holstebro Kommune har udarbejdet et katalog over projekter, som ønskes gennemført over de næste 3 år for at styrke erhvervs- og turismeudviklingen i Thorsminde. Overskriften på det samlede projekt er "Fremtidens landsby med afsæt i fiskeri og turisme".

Flere oplysninger:

Kommunaldirektør Lars Møller, Holstebro Kommune, tlf. 9611 7000, mobil 2120 1796.

Formand for den nye bestyrelse for Thorsminde Havn, Michael Metz Mørch, tlf. 4045 6270

Relevant information

http://www.holstebro.dk


Pressekontakt


Firma

Holstebro Kommune
Rådhuset, Kirkestræde 11
7500 Holstebro, Danmark

  9611 7500

http://www.holstebro.dk

Modtag nyheder fra Holstebro Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire