Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
03/02-16   -   Pressemeddelelse

Nyt register over tv-overvågningskameraer skal give politiet overblik over private videooptagelser

Københavns Politi bliver den første politikreds, der som led i et 1-årigt pilotprojekt får et register over, hvor der er opsat tv-overvågningskameraer. Registeret skal gøre det nemmere for politiet hurtigt at finde frem til eventuelle videooptagelser til brug for at op-klare kriminalitet.

Efter terrorangrebet i København i februar sidste år har en arbejdsgruppe i Rigspolitiet undersøgt, hvordan politiet bedst muligt kan drage nytte af private tv-overvågningskameraer i sin efterforskning.

I forlængelse heraf anbefaler Rigspolitiet, at der iværksættes et 1-årigt pilotprojekt i København, hvor der udvikles og afprøves et test-register over tv-overvågningskameraer.

Test-registeret vil i første omgang indeholde en registrering af, hvor der er opsat tv-overvågningskameraer, samt kontaktoplysninger på personer, som politiet kan kontakte for at få adgang til optagelserne. Test-registeret vil få en betydelig dækningsgrad, da det både vil indeholde oplysninger om kameraer opsat af professionelle aktører, samt kameraer opsat af mindre butikker, kiosker mv.

Analysearbejdet, som ligger til grund for Rigspolitiets anbefaling, har vist, at der hos brancheorganisationer allerede findes enkelte fortegnelser med oplysninger om tv-overvågningskameraer, som kan være relevante for politiet, og udviklingen af test-registeret vil afdække, hvorvidt disse eksisterende oplysninger kan indgå i registeret.

Pilotprojektet iværksættes med det langsigtede formål at udvikle et landsdækkende register, der kan anvendes bredt til efterforskningsmæssige formål og således som et generelt efterforskningsværktøj i politiet, under forudsætning af, at en evaluering af pilotprojektet falder positivt ud.

Justitsminister Søren Pind siger:

"Videooptagelser fra private tv-overvågningskameraer kan være et afgørende redskab for politiets efterforskning. Politiet iværksætter derfor nu et 1-årigt pilotprojekt i København, der har til formål at udvikle og afprøve et register over tv-overvågningskameraer. Pilotprojektet vil give os et solidt beslutningsgrundlag i forhold til udviklingen af et centralt, landsdækkende register."

Udviklingen og afprøvningen af registeret i København vil gå i gang med det samme. Pilotprojektet vil løbende blive evalueret.

Pressekontakt

Camilla Svane
Presse- og kommunikationsrådgiver
  23424659

Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire