Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
20/08-18   -   Pressemeddelelse

200 km/t: DTC-racer bringer varer ud i nødsporet



For at imødekomme behovet for hurtig levering i byggeriet indfører STARK nu levering med DTC-racer på de danske motorveje.

For danske håndværkere er ventetid lig med spildtid. Også når det gælder levering af materialer.

Derfor har byggecenterkæden STARK valgt at indsætte racerbiler med anhængertræk i kampen for at sænke leveringstiden betragteligt.

Lanceringen sker i anledningen af STARKs fødselsdag, som starter torsdag den 23. august.

STARK er i forvejen sponsor for DTC-holdet Stark Racing, og helt konkret er der tale om vaskeægte DTC-racerbiler udstyret med 5,7 liter V8-motor, der yder 500 hk med en acceleration på 0-100 km/t på 4,6 sekunder.

Fuld gas i nødsporet

For at sikre at de hurtige biler udnyttes bedst muligt, har STARKs DTC-racere fået tilladelse til at køre med fri hastighed på danske motorveje om natten (fra kl. 23.30-05.30) samt bruge nødsporet om dagen.

- Det giver os nogle helt nye muligheder, og selv med en stor anhænger kan vi holde en gennemsnitsfart gennem store dele af landet på cirka 200 km i timen. Det betyder, at vi faktisk kan garantere levering af materialer over alt i landet på under halvanden time, fra kunden bestiller varen, udtaler Søren Lund, kommerciel direktør i STARK.

Byggeriet har brug for fart

Hos motorvejsmyndighederne er man forstående over for behovet for ekspreslevering, og begrunder beslutningen om fri hastighed samt brug af nødsporet med, at byggeriet i Danmark jo også omfatter anlæg af nye motorveje, og for at få fart på byggeriet skal der fart på leveringen.

Ideen opstod ifølge Søren Lund for et års tid siden i forbindelse med en kreativ idéudvikling hos STARKs ledelse.

STARK tilbyder i forvejen byggebranchens stærkeste leveringsservice og står som tidligere nævnt bag landets største motorsportsteam, STARK Racing. Siden 2012 har teamet kørt under Casper Elgaards kyndige vejledning, og det har foreløbigt resulteret i to mesterskaber og en del podieplaceringer.

Racerkører bag rettet

- Når vi nu har bilerne, og vi ved, at vores kunder har behov for hurtig levering, og at ventetider på materialer forsinker byggeriet, så lå det jo lige til højrebenet at koble de to ting sammen, siger Søren Lund.

I begyndelsen bliver det STARK Racings erfarne kørere, der skal bringe varer ud om natten og i nødsporet om dagen.

Særligt kørsel i nødspor med 200 km/t med en trailer lastet med et halvt ton kræver en vis erfaring, og der vil gå to til tre måneder, før et hold på 15 nye chauffører kan overtage kørslen.

STARK er Danmarks førende leverandør af byggematerialer. Vi er landsdækkende med 72 trælaster i Danmark og Grønland og beskæftiger ca. 2.600 medarbejdere. STARK er en del af STARK GROUP A/S, der er Nordens største forhandler og distributør af byggematerialer.

Vi jagter hele tiden nye måder at gøre arbejdsdagen nemmere for håndværkerne på. Men måske synes du alligevel, at levering med DTC-racer lyder lidt for godt til at være sandt? Så læs mere i linket nedenfor.


Relevant information

Læs mere om vores fødselsdagslanceringer:
https://www.stark.dk/hiphiphurra


Billeder


Pressekontakt

Anne Høeg
PR- og kommunikationskonsulent
  +45 27 79 98 73

Firma

STARK
Skanderborgvej 266
8260 Viby J., Danmark

  89343415

http://stark.dk

Modtag nyheder fra STARK på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire