Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
26/11-04   -   Pressemeddelelse

Odense Metodistkirke er Danmarks bedste kirkelige hjemmeside

En simpel hjemmeside blev vurderet højst, da seks dommere skulle votere sig frem til Danmarks bedste kirkelige hjemmeside 2004. Vinderen lå i tæt konkurrence med Thyborøn Kirke.

- Hold da ferie. Det havde jeg ikke regnet med. Jeg synes jo, de andre sider er ret flotte, så det var hård konkurrence.

Overraskelsen var ikke til at tage fejl af, da præst i Odense Metodistkirke Thomas Risager fik overrakt den gode nyhed.

Det er Thomas Risager selv, der sammen med sin svoger står bag hjemmesiden, som koster dem 9 kr om måneden at drive. Den blev af dommerne især rost for at være spændende, en fornøjelse af se på og for at præsentere et omfattende og relevant indhold.

- For os som kirke er det vigtigt at være til stede på nettet med en opdateret hjemmeside, der fortæller om aktiviteterne i kirken. Hjemmesiden er en vigtig kommunikationsform for os, som kirke i en stor by som Odense, mener Thomas Risager.

Dommerne beskrev hjemmesiden som en helhed, hvor de små detaljer arbejder sammen, og så var de begejstret for, at man tydeligt kan se, hvem der står bag siden. Flere af de ti finalister fik nemlig kritik for ikke at have en tydelig afsender og dermed svække troværdigheden.

Endelig påpegede dommerpanelet i Kristeligt Dagblads og Danmarks Kirkelige Mediecenter konkurrence, at hjemmesiden kan være til stor inspiration for andre, da den er overkommelig at lave, hvis man i forvejen ved lidt om hjemmesider.

Odense Metodistkirke vandt foran hjemmesiden for Thyborøn Kirke, som dommerpanelet også var meget begejstret for. Thyborøn Kirke fik især ros for at bruge internettets muligheder for bevægelighed, lyd og billeder. Også her gav dommerne en generel appel til de kirkelige hjemmesider om at udnytte mediets muligheder bedre. Der var ikke mange eksempler på lyd, levende billeder, chat og debat blandt de tilmeldte hjemmesider. Til gengæld var dommerpanelet begejstret for brugervenligheden blandt finalisterne.

* Dommerpanelet bestod af følgende personer:

* Redaktør for DRs trosprogrammer Jørgen Kaarup

* Ekstern lektor og forskningsassistent ved afdeling for religionshistorie Morten Thomsen Højsgaard

* Venstres kirkepolitiske ordfører Birthe Rønn Hornbech

* Biskop Jan Lindhardt, Roskilde Stift

* Kristeligt Dagblads kirke- og troredaktør Henrik Hoffmann

* Direktør for Danmarks Kirkelige Mediecenter Simon Kangas Larsen

Foruden vindersiden blev der givet en "hædrende omtale" til hjemmesiden www.linktochrist.dk for som ungdomshjemmeside at have kvalificeret sig til finalerunden. Siden er produceret af Kristeligt Forbund for Studerende, KFS.

I alt blev 118 hjemmesider tilmeldt til konkurrencen.

De ti finalister var:
www.avv-valgmenighed.dk
www.interchurch.dk
www.koebenhavnsdomkirke.dk
www.linktochrist.dk
www.metodistkirken-odense.dk
www.oplevjesus.dk
www.sctpauls.dk
www.teologinet.dk
www.thyboron-kirke.dk
www.aalborg.stift.dk

Vinderen blev:
www.metodistkirken-odense.dk


For yderligere information kontakt:
Internetchef Anders Ellebæk Madsen, Kristeligt Dagblad, 33480500, www.kristeligt-dagblad.dk

Direktør Simon Kangas Larsen, Danmarks Kirkelige Mediecenter, 86 16 58 55 / 30 28 58 55, www.dkmedie.dk

Relevant information

http://www.kristeligt-dagblad.dk


Pressekontakt


Firma

Kristeligt Dagblad
Rosengården 14
1147 Købnehavn K, Danmark

  33 48 05 74
  33 48 05 74

http://www.kristeligt-dagblad.dk

Modtag nyheder fra Kristeligt Dagblad på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire