Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
29/10-02   -   Pressemeddelelse

Konference i København om informations-samfundets teknologier - fokus på Europas forskningsprioriteter på it-området

Konferencen "IST 2002 - Partnerskaber for fremtiden", som finder sted i København den 4.-6. november 2002, forventes at tiltrække over 2 000 delegerede og vil danne rammen om en udstilling, der kan fremvise de bedste resultater af EU-støttede forskningsprojekter. Konferencen vil også byde på 43 netværksmøder efter forslag fra den europæiske industri og europæiske forskere. Konferencen omfatter endvidere tre dages interaktive workshopper, som alle er foreslået og udviklet af it-forskningsmiljøet i Europa. IST 2002-konferencen er arrangeret i fællesskab af Europa-Kommissionen og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Kommissær Erkki Liikanen med ansvar for erhvervspolitik og informationssamfundet og kommissær Philippe Busquin med ansvar for forskning vil deltage i konferencen sammen med Helge Sander, minister for videnskab, teknologi og udvikling. Formålet med konferencen er at opbygge og styrke netværk inden for forskning og udvikling på et tidspunkt, hvor it-sektoren har store vanskeligheder, og hvor EU's sjette rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling træder i kraft.

"IST 2002-konferencen er et godt bevis på den fremragende forskning og udvikling, som udføres i Europa inden for informationssamfundets fremtidige teknologier og applikationer. Dette arbejde er af afgørende betydning for, at Europa vil kunne opretholde sin konkurrenceevne i fremtiden og forblive et attraktivt sted at gøre forretninger og investere", sagde kommissær Liikanen.

Konferencen vil byde på netværksmøder om emner som f.eks. internetprotokollen version 6, næste generation af netværk, "menneskelignende intelligente grænseflader" samt mobil e-business og mobilt e-arbejde.

En af de største attraktioner på konferencen er fremvisningen af resultaterne af de forsknings- og udviklingsprojekter, som har fået støtte fra EU. Dette års udstilling omfatter demonstration af industrielle og nationale forskningsprojekter samt af EU's IST-forskningsprogram under de generelle rammeprogrammer for forskning og udvikling. Udstillingen vil således afspejle interesserne og behovene i det europæiske informationssamfunds forskningsmiljø og industri. Der vil også være præsentationer med overskrifterne "Pervasive Communication", "Mobile and Multimedia - Ready to Market", "Conformable Security" og "Natural Interactions with Knowledge".

På udstillingen vil man kunne besøge 'landsbyen' for den europæiske IST-pris, hvor dette års 20 prisvindere vil præsentere deres arbejde. Vinderne er udvalgt af Euro-CASE (European Council of Academies of Applied Sciences, Technology and Engineering) blandt deltagere fra 437 nyskabende virksomheder og institutioner fra 27 lande - det højeste antal deltagere, siden prisen blev indstiftet i 1995. Dette års 20 prisvindere kommer fra Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Israel, Rumænien, Spanien, Sverige, Schweiz og Storbritannien. Tre af disse vindere vil hver især få tildelt en IST-førstepris på 200 000 EUR, som overrækkes af kommissær Liikanen og Helge Sander ved prisoverrækkelsesceremonien den 4. november. Thierry Breton, administrerende direktør for France Telecom, vil være ceremonimester under denne begivenhed.

IST 2002-konferencen vil bringe forskningsledere, industrifolk og beslutningstagere sammen fra hele Europa, og de vil sætte fokus på alle de væsentlige spørgsmål, som informationssamfundet i Europa er konfronteret med. Det vil være muligt for pressen at møde disse deltagere alle tre dage.

Relevant information

http://2002.istevent.cec.eu.int/


Pressekontakt


Firma

Europa-Kommissionen
Gothersgade 115
1123 København K, Danmark

  33 41 40 36
  33 41 40 36

http://www.skriv09.eu

Modtag nyheder fra Europa-Kommissionen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire