Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
30/05-17   -   Pressemeddelelse

Dominus tager tigerspring inden for intelligent bygningsdrift

Den Herning-baserede familievirksomhed, der er en del af Nordomatic-koncernen, har netop købt JTN Automatik A/S. Efter flere opkøb og udvidelser cementerer Dominus dermed sin position som en af de førende aktører inden for Building Management-systemer, der anslås at have en markedsværdi på omkring 1,3 milliarder alene i Danmark

En af de største energiforbrugere i Norden er bygninger og boliger. Både private og offentlige ejere og administratorer af ejendomme er derfor i stigende omfang på jagt efter energioptimering og reduktioner i udgifter til ejendomsdriften. Det skaber stigende efterspørgsel såvel efter intelligente systemer til at styre de mere og mere avancerede installationer inden for lys, køl, varme og ventilation som efter virksomheder med ekspertise i projektering, installation og service af Building Management- og CTS-systemerne, der anslås at udgøre et marked på omkring 1,3 milliarder i Danmark.

Dominus i ny offensiv
En af de ledende aktører på området er Dominus A/S, der har skruet op for vækstambitionerne og nu foretager et tigerspring frem på markedet for Building Management-systemer. Det sker med opkøbet af JTN Automatik A/S, der med hovedkontor i København og afdelinger i Aarhus og Esbjerg fra 1. juni 2017 bliver en del af den Herning-baserede teknikspecialist, der i forvejen har afdelinger i Aalborg, Aarhus, Odense, Aabenraa og København.

Hos Dominus har bestyrelse og ledelse sat høje ambitionsmål både på kompetenceniveau og på markedsandele, hvor den familieledede virksomhed har lagt en målrettet strategiplan frem mod 2020, der både omfatter organisk vækst og vækst gennem opkøb.
- JTN har dygtige medarbejdere og et godt navn i branchen inden for åbne Building Management Systemer, hvor Dominus i forvejen står stærkt. Kort sagt kan vi sige, at vi har tre gode grunde til opkøbet, siger adm. direktør Toke Juul og uddyber:
- Med afdelinger i flere byer skaber vi den ønskede nærhed til vores kunder. Og med en større og fælles organisation skaber vi mulighed for kompetenceudvikling og yderligere specialisering af vores medarbejdere. Endelig kan vi med afsæt i en større platform af stærke fælles kundereferencer bedre udnytte potentialet og tage yderligere markedsandele, fastslår Toke Juul.

JTN ser frem til flere muligheder
Siden etableringen i 1998 har JTN arbejdet benhårdt på at blive en af landets førende specialistvirksomheder inden for intelligent bygningsdrift. Det har blandt andet ført til, at JTN i dag er et af Danmarks største Trend-systemhuse.
- Ved at blive en del af Dominus får vores medarbejdere adgang til flere faglige udfordringer og karrieremuligheder. Og med en større projektorganisation kan vi som virksomhed både administrativt og opgavemæssigt løfte større opgaver hurtigere og endnu mere effektivt. Endelig får JTNs kunder nu adgang til Dominus' produktpalette som eksempelvis hosting center og it-specialister, siger adm. direktør Jan T. Nielsen, 64, der i sin tid stiftede virksomheden sammen med Lars Nielsen.

Efterfølgende er Jan Sørensen kommet til i ejerkredsen og ledelsen, hvilket har ført til etablering af afdelingerne i Aarhus og Esbjerg. JTN Automatik fortsætter som en selvstændig division i Dominus med Jan Sørensen som regionschef, Lars Nielsen som projektchef og Jan T Nielsen som afdelingschef med ansvar for afdelingen i Kastrup. Dermed fortsætter ledelse og 20 medarbejdere alle i Dominus A/S, der efter opkøbet beskæftiger flere end 110 medarbejdere.

Honeywell-ejede Trend: Styrkelse af positionen
Både Dominus og JTN Automatik er specialiseret i åbne og leverandøruafhængige Building Management-systemer. Heriblandt er Honeywell-ejede Trend Control Systems, der har den største anlægsportefølje i Danmark inden for styrings-, regulerings- og overvågningsopgaver til ventilation, varme, køl, og andre tekniske installationer. Og hos Trend hilses opkøbet velkomment.
- Vi har arbejdet tæt sammen med begge virksomheder i mange år. Dominus har i forvejen en stærk markedsposition - og de har både den finansielle styrke og den forretningsmæssige vilje til at udvikle markedet i Danmark sammen med os som systemleverandør. Vi ser derfor opkøbet af JTN Automatik A/S som en yderligere styrkelse af Trends position som en førende leverandør af bygningsautomatik også til de allerstørste byggerier, siger Michael Rosleff, der er Partner Channel Sales Leader Nordics.

Virksomhederne løser opgaver for både private virksomheder og den offentlige sektor. På referencelisten er blandt andet Den Blå Planet, Vestas, Saxo Bank, TDC, Terma og DFDS Transport samt en række kommuner og regionale sygehuse, herunder DNU Skejby og DNV Gjødstrup. Dominus er en del af den nordiske Nordomatic-koncern, der udover familien Juul har kapitalfonden Adelis Equity Partners i ejerkredsen. Parterne har i forbindelse med handelen aftalt ikke at oplyse købssummen.

Billeder


Pressekontakt


Firma

Nordomatic Danmark A/S
Gavnøvej 2A
7400 Herning, Danmark

  +4597132688

www.nordomatic.dk

Modtag nyheder fra Nordomatic Danmark A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire