Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
08/10-18   -   Pressemeddelelse

Dominus i nyt opkøb



Hansen & Nielsen i Næstved sætter øget fokus på deres aktiviteter inden for el-installation og designbelysning. Derfor udskilles aktiviteterne i afdelingen H&N Technology og sælges til Dominus A/S, som opretter afdeling i Næstved og sætter ekstra turbo på de sjællandske aktiviteter

Den teknologiske udvikling inden for el-installationer og intelligent bygningsdrift bevæger sig stærkt i disse år. Det stiller øgede krav både til de traditionelle el-installatører og til specialistvirksomhederne, der arbejder med de avancerede styringssystemer rundt om de tekniske installationer.

Gazelle, der følger med tiden
El-installationsfirmaet Hansen & Nielsen ApS i Næstved har siden 1946 arbejdet med traditionel el-forretning, men har gennem årene udvidet med en række beslægtede aktiviteter, herunder IT og netværk, designbelysning samt åbne CTS- og BMS-bygningsstyringssystemer til intelligent bygningsdrift.

Den driftige el-forretning har haft fart på både aktiviteter og omsætning, hvilket bl.a. har resulteret i Børsens Gazelle-pris til i 2011, 2012 og 2013. Men nu skærer virksomheden forretningen til for at kunne fokusere på kerneforretningen, hvor man forventer øget vækst i de kommende år.
- De offentlige og private byggerier er i dag så store og teknologisk krævende, at det forudsætter en større og større kritisk masse inden for mandskab og kompetencer, hvis man vil byde på opgaverne. Derfor har vi taget en strategisk beslutning om at fokusere på vores traditionelle el-forretning, mens vi overdrager aktiviteterne inden for CTS og BMS til Dominus, siger adm. direktør Henrik Nielsen og uddyber valget:
- Vi vurderer, at Dominus med deres tyngde i markedet er den rigtige til at betjene vores trofaste kunder og samtidig danne rammen om et stærkt fagligt miljø for vores medarbejdere i H&N Technology.

H&N Technology bliver til Dominus
H&N Technology bliver således til Dominus, der opretter en afdeling i Næstved for at være tæt på de nuværende kunder og for at få et nyt brohoved til markedet på Sjælland. Dominus har hovedkontor i Herning og afdelinger over hele landet, herunder Aalborg, Aarhus, Aabenraa, Esbjerg og Odense. På Sjælland har Dominus afdelinger i København og i Karlslunde ved Greve.

Adm. direktør Toke Juul fra Dominus A/S glæder sig over de nye muligheder, som overtagelsen af H&N Technology giver til både kunder og medarbejdere.
- Med overtagelsen af H&N Technology får vi nye muligheder på det syd-, midt- og vestsjællandske marked, hvor vi understøtter vores strategi om nærhed til vores kunder. Samtidig får vi større mulighed for kompetenceudvikling og yderligere specialisering af vores medarbejder, fastslår Toke Juul.

Aktiviteterne i H&N Technology indebærer service- og hosting-aftaler med offentlige og private aktører som bl.a. Københavns Rådhus, Næstved Arena og Marielyst Ferieby. Dominus er den del af den nordiske Nordomatic-koncern, der alene i Danmark beskæftiger over 140 medarbejdere. Dominus forventer at ansætte flere nye medarbejdere i den kommende tid, blandt andet til afdelingen i Næstved.

Fakta om Hansen & Nielsen ApS
• Hansen & Nielsen ApS er en familieejet virksomheden og har eksisteret siden 1946.
• Virksomheden er delt op i tre forretningsområder: H&N El-service, H&N Elbutikken og H&N Technology, der blandt andet arbejder med åbne CTS-systemer fra TREND.
• Det er aktiviteterne i H&N Technology, som nu overtages af Dominus A/S.

Fakta om Dominus A/S
• Dominus er en af Danmarks førende leverandører af åbne og leverandøruafhængige styresystemer for lys, køl, varme og ventilation.
• Hovedkontoret ligger i Herning og herudover har Dominus afdelinger i København, Karlslunde, Odense, Aabenraa, Aalborg, Aarhus samt nu også i Næstved.
• Virksomheden blev etableret af Jens Juul i 1997 og har i perioden 2010-2016 været ejet af energikoncernen Trefor, nu kendt som EWII, med familien Juul som daglig ledelse.
• I 2016 kom familien Juul gennem investering i den nordiske Nordomatic-koncern igen ind i ejerkredsen af Dominus, og virksomheden ledes nu af Jens Juuls to sønner Toke Juul, der er adm. direktør, og Ketil Juul, der er teknisk direktør.
• Dominus har en målrettet strategi om at vækste både organisk og gennem opkøb frem mod 2020 for at styrke positionen på markedet inden for åbne og leverandøruafhængige Building Management Systemer

Billeder


Pressekontakt


Firma

Nordomatic A/S
Gavnøvej 2A
7400 Herning, Danmark

  +4597132688

www.nordomatic.dk

Modtag nyheder fra Nordomatic A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire