01/05-03
-
Pressemeldinger
Succes på kun 7 måneder for Internetbutikken TrendyBaby.dk
Det har taget 7 måneder med hårdt arbejde for det unge par fra Vejen, Rikke Kahr og Kim Østergaard at skabe Internetbutikken TrendyBaby.dk. TrendyBaby.dk sælger baby- og børnetøj samt en lang række relaterede produkter som barnevogne, babypleje produkter, babyalarmer, babyelektronik, sengetøj, legetøj og bøger. Fælles for alle produkterne i sortimentet er, at de er udvalgt efter skrappe kvalitetskriterier og med producenternes hensyntagen til miljøet for øje.
TrendyBaby.dk satser på blomstermærkede produkter, hvor blomsten er EU’s miljømærke, der tildeles producenter hvis produkter overholder en række skrappe miljøkrav.
Parret har med et forholdsvis lille kapitalgrundlag skabt, hvad de selv beskriver som Danmarks største Internetbutik med baby- og børnetøj samt tilbehør. "Vi havde ikke millioner, der kunne booste forretningen, men har i stedet satset på at yde kunderne en første klasses kvalitet, hurtige leveringer og nyligt at skabe en loyalitetsklub", fortæller Kim Østergaard der har tidligere erfaringer med afsætning på Internettet. "Mange satser ensidigt på at bruge Internettet som salgskanal for varer, hvor prisen dumpes, men det har aldrig været meningen med TrendyBaby.dk – og bliver heller aldrig til virkelighed" fortsætter Rikke Kahr og tilføjer "vi ønsker at opbygge et brand som kunderne har tillid til".
Målgruppen for TrendyBaby.dk
TrendyBaby.dk blev startet for kun 6 måneder siden. Målgruppen er kvinder i alderen 26-36 år, med en stor demografisk spredning og geografisk primært fra Danmark, men også Grønland, Færøerne og Norge tegner sig for en ikke ubetydelig del af ordrerne. TrendyBaby.dk har næsten udelukkende haft kvindelige kunder. De købende mænd er virkelig i undertal og tegner sig for under 1 % af alle ordrer. "Hvor mange mænd der sidder med på sidelinien, når kvinderne bruger Dankortet, og lægger navn til ordren, kan vi desværre ikke se i vort kundekartotek", fortæller Kim Østergaard.
Produkterne på hjemmesiden
Produktsortimentet er gradvist udvidet fra 2 tøjmærker og enkelte strømper til i dag, hvor udbuddet hos TrendyBaby.dk tæller flere end 900 forskellige varer. Fælles for alle varerne er, at de er udvalgt efter strenge kvalitetskriterier og under hensyntagen til producenternes miljøpolitik. Endvidere har parret satset meget på dansk designede og også dansk producerede varer, hvor det har været muligt at finde dansk producerede varer til en attraktiv pris.
Et af de mærker, som kunderne virkelig er faldet for, er produceret af MiniKids fra Give. Den danske familievirksomhed producerer primært under licens for Walt Disney under mærket Walt Disney Collection, der er udtryk for et kvalitetsprodukt. "Vi har generelt udvidet aldersgruppen på TrendyBaby.dk fra 0-2 år til nu 0-8 år", fortæller Rikke Kahr. Den større spredning er iflg. Rikke Kahr medvirkende til den store succes, "vi henvender os bredere til markedet, og den købende mor kan ofte finde tøj til både den lille ny og hendes lidt ældre barn", perspektiverer Kim Østergaard.
TrendyBaby.dk sælger også større produkter som barnevogne og klapvogne, der forsendes direkte til kunden fra leverandøren. "Vi har ganske enkelt ikke plads til så store produkter, derfor er vi utroligt glade for den fleksible aftale med blandt andre Condor", fortæller Rikke Kahr.
I produktsortimentet er også legetøj, pædagogisk rigtigt trælegetøj, babyelektronik og babypleje.
Brand og produktspredning
"Med et stærkt brand kan vi med tiden sælge flere low-brandede varer. På siden er der i dag allerede godt 200 varer, som producenterne ikke har gjort specielt meget for at brande. Der kan vi mærke en klar forskel fra den spæde start af TrendyBaby.dk og til nu godt 6 måneder senere, hvor det er blevet væsentlig nemmere at sælge også low-brandede varer.", uddyber Kim Østergaard der til daglig arbejder med salg og forretningsudvikling af IT-forhandlere hos Xerox i Ballerup.
Flere end 20.000 månedlige besøgende
TrendyBaby.dk har i dag flere end 20.000 unikke månedlige besøgende. De besøgende kommer fra en række branchesider med varierende indhold, nationale og internationale søgemaskiner, f.eks. Jubii, Yahoo og Google, samt flere tilfredse kunder, der har lagt et link til TrendyBaby.dk på deres egen hjemmeside.
Produkter og producenter
Til forskel fra de fleste fysiske butikker har TrendyBaby.dk valgt at satse på et meget bredt sortiment fra hver enkelt leverandør. "Vi har et utroligt godt samarbejde med flere producenter, der har hjulpet os godt i gang med vores forretning", fortæller indehaver Rikke Kahr.
En af disse producenter er en af nordens største producenter af undertøj og nattøj, Joha med hovedsæde i Sunds ved Herning. Her ser salgs- og marketingchef Tino Randorf Internettet som en kommende afsætningskanal for virksomhedens produkter.
"Vi fik i efteråret 2002 en henvendelse fra TrendyBaby.dk, hvor de skitserede deres tanker, og siden har vi haft et godt og frugtbart samarbejde hvor Joha har lært en masse om salg af vores produkter på Internettet", fortæller Tino Randorf.
En stor del af produkterne fra Joha bærer EU-blomsten.
Teksten kan frit anvendes i alle medier og publiceringsformer. Der må ikke manipuleres med det vedhæftede logo. Pressebilleder kan findes på adressen: http://www.trendybaby.dk/presse/