08/10-13
-
Pressemeddelelse
Endnu et VM i 2013 for danske bueskytter venter forude
Medens Bueskydning Danmark glæder sig over de fine resultater som skiveskytterne har opnået ved VM 2013 med guld til Maja Jager og til compoundholdet, drager et andet mindre omtalt landshold af sted til Italien for at forsvare de danske farver.
Det danske 3D-bueskydningslandshold har nu sat kursen mod Sardinien for at deltage i Verdensmesterskabet i 3D-bueskydning. Verdensmesterskabet afholdes fra den 8. til den 12. oktober 2013. Første gang der blev afholdt VM i 3D-bueskydning var i 2003, så 3D er en forholdsvis ny disciplin inden for bueskydning.
3D-bueskydning forgår på en bane som er udlagt i et varieret terræn der giver mulighed for at skyde op- og nedad. Målene står på ukendte afstande og består af naturtro dyr af skummaterialer. Skytterne skal ud over at være gode til at skyde også kunne bedømme afstandene fra standpladsen til målet.
Der er 4 score zoner på dyret hvor man kan få 11, 10, 8 eller 5 point. Der skydes to pile mod hvert mål og skytten har 1½ minut til sende de to pile af sted.
Skytterne har brugt mange timers træning på at forberede sig og de fleste af dem har også brugt en del penge på at forfølge drømmen om at komme til VM. Der ydes ingen støtte fra Team Danmark til denne disciplin, men Bueskydning Danmark giver et mindre tilskud til skytterne i forbindelse med VM.
Landsholdet består af følgende skytter:
Langbue: Tanja Dinesen Skudstrup og Josefine de Roepstorff fra Københavns Bueskyttelaug, Sabina Holstein og Jes Lysgaard, Køge Bueskyttelaug, Tom Rask Nielsen og Søren Plougmand, Favrskov Bueskytter
Compoundbue: Jozsef Csikos, Jacob Viskum Steffensen og Stig Andersen, Nr. Snede Bueskyttelaug
Barbue: Torben Cramer, Lyngby og Claus Kjær Vigen Larsen, Københavns Bueskyttelaug
Instinktiv: Rune Morten Skjemstad, Haderslev Bueskyttelaug, Finn Bjørn Hansen, Københavns Bueskyttelaug og Jan E. Nielsen, Køge Bueskyttelaug
Mere om VM i 3D se på http://www.sassari2013.it og om skytterne på http://3darcherydenmark.dk/
Relevant information
http://3darcherydenmark.dk/