48 samtaler hjemme hos 48 danskere med i alt 48 kander kaffe på bordet. Det er i helt korte træk omdrejningspunktet for et nyt tværpolitisk initiativ, der frem til næste folketingsvalg vil styrke den politiske dialog samt konkret munde ud i et idékatalog, der overdrages til alle medlemmer af det folketing, der ser dagens lys efter næste folketingsvalg.
48 termokander bygger på en enkel idé og en stor ambition. Idéen er fra nu af og frem til det kommende folketingsvalg at afvikle 48 kaffemøder hjemme hos 48 danskere. Det første møde afholdes den 14. juni og det sidste i efteråret 2010. På hvert møde er der ét centralt spørgsmål til debat, således at der i alt kommer 48 vidt forskellige politiske problemstillinger i spil i løbet af rækken af kaffemøder.
"Formålet og ambitionen med initiativet "48 termokander" er først og fremmest at styrke den folkelige politiske dialog. Men det er også et ønske at give medlemmerne af det nye Folketing, der før eller siden ser dagens lys, en god politisk start med inspiration fra de mange idéer og overvejelser, vi forventer, der bliver produceret i løbet af de 48 kaffemøder," siger Uffe Elbæk, som er manden bag initiativet, der har opbakning fra et bredt folkeligt og politiske spektrum:
"Idéen og konceptet bag "48 termokander" er blevet udviklet i tæt dialog med mennesker og organisationer med vidt forskellige politiske ståsteder. Nogen bakker den nuværende regering op. Andre gør ikke. Men fælles for alle er et ønske om at genetablere en konstruktiv dialog på tværs af de ofte cementerede politiske positioneringer i Danmark," siger Uffe Elbæk.
I praksis vil der til hver samtale være tilknyttet en person med en særlig faglig indsigt og interesse i netop den problemstilling, der er omdrejningspunktet for det enkelte møde. Derudover udgøres deltagerne af en god blanding af helt almindelige danskere, politikere og meningsdannere. Hvert af de 48 kaffemøder filmes, og de mest overraskende udsagn og fremadrettede forslag fra møderne bliver redigeret sammen til ét samlet debat- og idékatalog, som umiddelbart efter næste folketingsvalg vil blive overrakt som en opmuntrende inspirationsgave til samtlige medlemmer af det nye Folketing.
"For at sikre en så åben og personlig samtale som muligt på de enkelte møder, vil der kun være plads til seks deltagere foruden værten," fortæller Uffe Elbæk om de 48 samtaler, der alle sammen bliver filmet og efterfølgende i redigeret form lagt ud på projektets hjemmeside. Her kan enhver frem til det næste kaffemøde fortsætte diskussionen, der her efter afsluttes med et opsamlende blogindlæg fra den fagperson, der er tilknyttet det pågældende emne. På hjemmesiden kan folk der ønsker at deltage i møderne også melde sig til.
Det endelige dokument - inspirationsgaven til medlemmerne af det nye Folketing - kommer til slut til at rumme 48 væsentlige spørgsmål, 48 faglige refleksioner på samme og ikke mindst hundredvis af udsagn, kommentarer og forslag til konkrete løsninger på nogle af de problemer, der netop nu optager danskerne.
For yderligere spørgsmål kontakt: Uffe Elbæk tlf. 25 54 03 94 Anders Graae, projektleder, tlf. 51 90 63 82
I er også mere en velkommen til at kontakte de privatpersoner, der har sagt ja til at lægge hus og samtalerum til de første kaffemøder. Det første finder sted i en kolonihave i København - se mere nedenfor.
De første af i alt 48 møder:
Mandag den 14. juni kl. 19.30 - 20.30 Emne: Findes der aldersdiskrimination i dagens Danmark? Vært: Ditte Kanstrup, kontakt: 28 83 30 72 Fagperson: Bente Schwartz, forfatter, foredragsholder og billedkunster
Mandag den 28. juni kl. 19.30 - 20.30 Emne: Hvad kan vi lære af den globale økonomiske krise? Vært: Morten Asbjørn Jensen, kontakt: 28 26 31 11 Fagperson: Linda Jacobsen, tidligere globaliseringschef hos Dansk Erhverv
Se datoer og emner for de efterfølgende 46 kaffemøder på hjemmesiden www.48termokander.dk
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.