29/11-10
-
Pressemeddelelse
Ny direktør skal sætte turbo på væksten i 7N A/S
Fra den 1. december 2010 er 32-årige Morten Karas ansat i en nyoprettet stilling som direktør i it-konsulenthuset 7N A/S med globalt ansvar for marketing og forretningsudvikling. Den nyoprettede stilling er en vigtig del af 7N's ambitioner om at nå en omsætning på en milliard kroner.
Med tretten års erfaring i den danske it-branche er det - trods den unge alder - en erfaren
herre, som 7N har hentet til virksomheden. Og 7N's ambitioner er også krystalklare. Virksomheden vil nå en omsætning på en milliard kroner. Første skridt på vejen er at styrke 7N's markedsføring og forretningsudvikling.
"7N er det konsulenthus, der leverer de dygtigste it-konsulenter til de mest udfordrende it-projekter hos de største virksomheder. 7N har allerede stor succes og leverer nogle fantastiske resultater, takket være et godt koncept og nogle dygtige og engagerede medarbejdere, som jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med. Jeg ser et stort potentiale i 7N, der retfærdiggør de ambitiøse vækstplaner. Det er derfor både en stor udfordring og en ekstremt spændende opgave at skulle være med til at markedsføre og udvikle 7N. Jeg glæder mig meget til at tage fat på arbejdet," siger direktør Morten Karas, 7N.
Morten Karas kommer fra en ledende stilling i Fujitsus nordiske organisation, hvor han senest har været konstitueret direktør for produktdivisionen i Norge. De mange år i it-branchen har givet Morten Karas indgående erfaring med virksomheders krav og forventninger til it-leverancer og brugen af samme.
På jagt efter de dygtigste konsulenter
7N's CEO Lars Wørzner, der har hentet Morten Karas hos Fujitsu, glæder sig over ansættelsen af sin nye direktør, der vil indgå i virksomhedens managementteam. Første opgave bliver at etablere en ny fokuseret rekrutteringsafdeling, der skal tiltrække nye stærke konsulent-kompetencer til 7N.
"Skal 7N indfri sit store vækstpotentiale kræver det først og fremmest, at vi bliver endnu flere top-konsulenter, derfor er rekruttering et område, der kræver en fokuseret indsats. Jeg kender Morten fra Fujitsu, og vi har altid haft en fantastisk sparring. Jeg ved præcis, hvad han står for. Morten har en meget lang og dybtgående it-erfaring. Han kender markedet og kunderne - både de danske og de internationale, og han er ganske enkelt den rette mand til at drive ansvaret for markedsføring og forretningsudvikling, som både gælder udvikling af markeder, produkter og løsninger," siger CEO Lars Wørzner, 7N.
Som direktør for markedsføring og forretningsudvikling er ansættelsen af Morten Karas en vigtig del af strategien om at skabe markant vækst i 7N. For at nå omsætningen på en milliard kroner skal der satses på nye forretningsområder og skabes nye markedsføringstiltag.
Morten Karas har en HD i afsætningsøkonomi fra Copenhagen Business School. Han er bosiddende på Frederiksberg sammen med sin hustru og parrets søn.
Om 7N A/S
7N A/S er et dansk, privatejet konsulenthus med mere end 20 års erfaring på markedet for kompleks
systemudvikling. Virksomhedens ca. 500 højt specialiserede it-konsulenter leverer konsulentydelser
til it-udviklingsafdelingerne i nogle af de største virksomheder i Danmark og i udlandet. Det sker med fokus på at understøtte kompetencerne og ressourcerne i kundernes egne it- og udviklingsafdelinger - typisk de afdelinger, som har ansvaret for virksomhedernes forretningskritiske systemer og drift. 7N har egne udviklingsafdelinger i Polen og Indien, hvor kunderne også har mulighed for at etablere sig inden for rammerne af det, som 7N kalder for 'Nomadeudvikling'.
Indtil videre har 7N egne selskaber i Danmark, Sverige, Norge, Holland, Polen, UK, Indien og
Kina, og selskabet satser på at kunne rulle sit succesrige forretningskoncept ud i flere lande i de
kommende år.
Relevant information
http://www.7n.dk
Firma
7N A/S
Kongevejen 400 A
2840 Holte,
Danmark
4528 0000
40 555 777
http://www.7n.dk