Godt Nytår fra RebekkaMaria - gratis download af vinterremix
2010 var et yderst begivenhedsrigt år for sangerinden RebekkaMaria. Året tog hende fra Festivalen i Roskilde til en yacht i Miami Beach. Fra et uundgåeligt hit i P3 til nye søstres iPods. Fra Pridefest på Københavns Rådhusplads til stille toner i Statens Museum for Kunst. Fra begrænsende præfiks til kunstnerisk legesyge og opdagelsesfeber. Med ønsket om et godt nytår giver hun vintersangen Winter Winterkill (R.H. Remix) væk som gratis download.
2010 startede med at RebekkaMaria vandt Odense Live Talentpris. Singlen "Oh Solitude" blev flittigt spillet i P3 og P4 som en forløber for hendes andet soloalbum, Sister Sortie, der udkom i marts til bl.a. en 5-stjernet anmeldelse i Gaffa og en P3's Uundgåelige med "Corollaceous".
2010 var også året hvor RebekkaMaria skilte sig af med 'As In' og spillede koncerter i mange forskellige konstellationer. Fra de organisk rockede med orkester og store scenedekorationer på bl.a. Roskilde Festival og Stockholm Kulturfestival, til helt stille koncerter sammen med Mads Langer og Jonas Petersen fra Hymns From Nineveh på Statens Museum for Kunst. Samtidigt var der plads til housedivaen og store electro-festkoncerter bl.a. foran 30.000 mennesker på Rådhuspladsen til Copenhagen Pride og ved USA's største og meget prestigefyldte kunstevent Art Basel på en luksusyacht i Miami Beach.
Og så sluttede hun et begivenhedsrigt år af, med en nominering til Gaffa-prisens Årets Danske Kvindelige Kunstner.
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.