05/05-09
-
Pressemeddelelse
Unge forskere står i kø til iværksætter-kurser
Unge forskere på Aalborg Universitet står i kø for at komme med på kurser, der ruster dem til en mulig fremtid som opfindsomme selvstændige iværksættere. Kreativ og praktisk inspiration skal være med til at spore de ph.d.-studerende ind på, om etablering af egen virksomhed er noget for dem.
Den intensiverede rådgivning til de unge forskere er et bevidst forsøg på at få flere af dem til at springe ud som selvstændige.
- Vi vil gerne bane vej for flere nye virksomheder, som bygger på viden fra universitetet. Undersøgelser viser, at højtuddannede iværksættere klarer sig bedst, så der er et kæmpe potentiale i vores ph.d.-forskere, forklarer dekan Frede Blaabjerg fra Aalborg Universitets tekniske fakulteter.
Planlægningen af iværksætter-forløbene for de ph.d.-studerende varetages af professor i innovationsledelse Frank Gertsen fra universitetets Center for Industriel Produktion:
- Vores kurser tjener heldigvis et dobbelt formål, fordi mange af deltagerne kommer ud i industrien og arbejder med de samme discipliner i forsknings- og innovationsprojekter. Men der er fantastisk mange muligheder for at skabe forretning på den viden, som de ph.d.-studerende skaber. Og tænk på konsekvenserne og vækstpotentialet for samfundet, hvis bare fem af dem hvert år starter en ny virksomhed, siger Frank Gertsen.
50 af universitetets ph.d.-studerende har netop deltaget i et kursus om at lede forsknings- og udviklingsprojekter. Yderligere 35 stod på venteliste i håb om at komme med, og den store søgning gælder også beslægtede kurser om iværksætteri og patentbeskyttelse. Blandt de tilmeldte er den 30-årige civilingeniør og erhvervsPhD-studerende Kristian Birch Sørensen fra ingeniørvirksomheden Rambøll.
- Jeg har altid haft en iværksætter og opfinder i maven, så det er oplagt for mig at skærpe evnerne i den retning. Desuden er de metoder og gode råd, vi får på kurserne, også anvendelige i forhold til internt iværksætteri i virksomheder. Så det er ikke altafgørende, om jeg på et tidspunkt vælger at starte noget for mig selv, konstaterer Kristian Birch Sørensen.
Læs mere i vedhæftede meddelelse og kontakt gerne pofessor Frank Gertsen (mobil 4015 8943), dekan Frede Blaabjerg (mobil 2129 2454) eller ph.d. studerende Kristian Birch Sørensen (tlf. 9935 7562) for yderligere info.
Relevant information
http://www.aau.dk
Firma
Aalborg Universitet
Niels Jernes Vej 10
9220 Aalborg,
Danmark
99 40 73 39
2340 6554
http://www.aau.dk