22/05-09
-
Pressemeddelelse
Bakterierne skal hjælpe miljøet - forskere valfarter til Danmark
Det bliver måske bakterierne, der skal løse klodens energiproblemer og redde miljøet. Muligheden er i hvert fald et af de hotteste emner på en international konference i Aalborg, som i de kommende dage samler knapt 200 forskere inden for mikrobiologi.
Når eksperter inden for mikrobiologi kommer til Danmark, skyldes det blandt andet, at de bioteknologiske forskere på Aalborg Universitet er blandt verdens førende, særligt når det handler om mikrobiologi og fremtidens mulige anvendelse af bakterier i miljømæssige sammenhænge. Professor Per Halkjær Nielsen er leder af den danske forskergruppe og formand for det internationale konferenceudvalg, og han vurderer, at konferencen er af stor betydning, blandt andet fordi der i disse år sker mange nye ting inden for netop mikrobiologien.
- Der er bred interesse for konceptet om, at man i stor stil vil kunne benytte bakterier til at løse vore energiproblemer og miljøproblemer. Mange steder i udlandet, men også herhjemme er der flere forsøg i gang, som kan være en del af løsningen, forklarer professor Per Halkjær Nielsen.
- Blandt andet har vi på Aalborg Universitet etableret et forskningsprojekt, der er unikt på verdensplan i tæt samarbejde med 50 danske renseanlæg, hvor vi undersøger bakteriesammensætningen i anlæggene, og hvordan bakterierne bestemmer anlæggenes funktion. Hidtil har man ikke vidst, hvilke bakterier der udførte de vigtige funktioner, eksempelvis fjernelse af miljøfremmede stoffer, men ved hjælp af DNA-analyser af bakterierne kan vi kortlægge bakteriesammensætningen og deres funktion, forklarer professoren.
Med ny viden om bakteriebestanden, kan man effektivisere anlægget og regulere det ved at opdyrke de "gode" bakterier og fjerne de dårlige. Vi har også fundet ud af, at det stort set er de samme bakterier, man finder i en anlægsprøve fra Aalborg, Rom eller Singapore, hvilket gør forskningsresultaterne vigtige i en større sammenhæng.
Et af målene med konferencen i Aalborg, der bærer det lange navn "IWA international Specialised Conference on Microbial Population Dynamics in Biological Wastewater Treatment" er at styrke samarbejdet mellem ingeniører, kemikere, mikrobiologer og industrifolk, så man i fællesskab kan skabe gode løsninger for fremtiden. Ud over de nævnte resultater vil forskere fra hele verden også fremlægge nyt om blandt andet bakterier, der omdanner spildevand til bioplastik eller elektricitet, bakterier som kan "genbruge" fosfat, og afhjælpning af problematisk skumdannelse på renseanlæg
Det er femte gang organisationen IWA's mikrobiologiske konference afholdes. Siden 1993 har forskerne mødtes i Paris, Californien, Rom og Australien - og fra søndag den 24. til onsdag den 27. maj er det Aalborg Kongres & Kultur Center, der huser de mange eksperter.
Yderligere oplysninger:
· Professor Per Halkjær Nielsen, Institut for Kemi, Miljø & Bioteknologi, AAU, tlf. 99 40 85 03, mobil 21 73 50 89
· Læs mere om konferencen: www.aspd5.com/
· Institut for Kemi, Miljø & Bioteknologi, AAU: www.bio.aau.dk/
Relevant information
http://www.aau.dk
Firma
Aalborg Universitet
Niels Jernes Vej 10
9220 Aalborg,
Danmark
99 40 73 39
2340 6554
http://www.aau.dk