16/06-09
-
Pressemeddelelse
Nyt sponsorprogram styrker både energiuddannelse og industri
En ny type sponsorprogram skal styrke energiuddannelsen på Aalborg Universitet og på den måde sikre fremtidens nødvendige viden og arbejdskraft inden for energiområdet. Både universitetet, de studerende og sponsorvirksomhederne får gavn af programmet.
På Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet har man taget initiativ til oprettelse af det såkaldte Energisponsorprogram, som er en platform for samarbejde med private virksomheder inden for energisektoren.
Formålet er således i fællesskab via proaktive initiativer at sikre:
· Uddannelse af tilstrækkeligt antal kandidater inden for energiområdet
· Vidensformidling mellem universitetet og virksomhederne
· Internationalisering omfattende kandidater og gæsteforskere
· Kandidaternes faglige profil og kvalitet
· Synergi mellem studerende, studenterprojekter og virksomheder
· Fokus på energiområdet og dets betydning for den fremtidige udvikling
- Idéen med programmet er at sikre tilstrækkeligt velkvalificerede kandidater inden for energiområdet til fremtidens arbejdsmarked, og i erkendelse af, at dette er en fælles udfordring for både universitetet og erhvervslivet, er parterne gået sammen i dette initiativ. I instituttet tror vi meget på ideen i dette fælles initiativ og virkningen heraf, f.eks. i forbindelse med forbedret PR og rekruttering, samarbejde mellem universitetet og virksomhederne, samt nok så væsentligt en række konkrete fordele for de studerende, herunder gode rammer for deres studiemiljø, forklarer institutleder John K. Pedersen fra Institut for Energiteknik.
I Energisponsorprogrammet findes fordele for både medlemsvirksomheder og de ingeniørstuderende, der læser Energi på Aalborg Universitet. Medlemsvirksomhederne betaler et årligt kontingent til at støtte programmets formål, og de får benefits via deres medlemskab. Disse består bl.a. i tættere kontakt til de energistuderende samt øget synlighed, hvilket giver virksomhederne en ideel rekrutteringsbase blandt de bedste energiingeniører i Danmark. Bl.a. har medlemsvirksomheder mulighed for at lave projekter i samarbejde med de studerende eller have de studerende ansat i fritids- eller sommerjob. Endnu en fordel for virksomhederne er den tætte kontakt til Institut for Energiteknik, hvor man kommer tæt på forskningen. Hvert medlem får hertil en kontaktperson på Institut for Energiteknik som vil bane vejen for samarbejder.
De studerende kan via Energisponsorprogrammet søge om midler til studieture og -rejser, og der sættes penge af i Energisponsorprogrammet til støtte for studiemiljøet, således det bliver attraktivt at være energistuderende. Tilmed uddeler programmet hvert år til sommerens dimission kontante priser til de dygtigste studerende.
Divisionschef for Klima og Energi, civilingeniør Lars Boye Mortensen, fra NIRAS udtaler:
- I NIRAS' Klima & Energi division har vi fokus på bæredygtige løsninger på fremtidens klimaudfordringer. Hertil kræves fremover mange dygtige og engagerede medarbejdere med speciale i bæredygtig energiforsyning, specielt vedvarende energisystemer baseret på sol-, vind- og bioenergi. NIRAS vil derfor gerne fremme uddannelsen af kandidater med speciale i Energiteknik og vedvarende energisystemer, ikke mindst fordi vi gennem mange år har rigtigt gode erfaringer med at ansætte ingeniører med en uddannelsesmæssig baggrund fra Aalborg Universitet. Så for os er det oplagt at støtte forskning og udvikling på energiområdet og samtidig fremme uddannelsen af ingeniører gennem Energisponsorprogrammet, forklarer han.
Energisponsorprogrammet har pt. 10 medlemmer, og der er plads til flere.
Yderligere oplysninger:
· Institutleder John K. Pedersen, jkp@iet.aau.dk, tlf. 99 40 92 64
· Formand for Energisponsorprogrammet Lasse Rosendahl, lar@iet.aau.dk, tlf. 99 40 92 63
· Energisponsorprogrammets sekretariat: Maria Hald (mha@iet.aau.dk, tlf. 99 40 92 38) og Tine Tindal (tti@iet.aau.dk, tlf. 99 40 92 45)
· Medlemmer af Energisponsorprogrammet: Vestas, KK-Electronic, Gamesa Wind Engineering, Sauer-Danfoss, Dantherm, Niras, Aalborg Energie Technik, FLSmidth, Siemens Wind Power, DONG Energy
Relevant information
http:// www.aau.dk
Firma
Aalborg Universitet
Niels Jernes Vej 10
9220 Aalborg,
Danmark
99 40 73 39
2340 6554
http://www.aau.dk