13/07-09
-
Pressemeddelelse
Sommerlejr for spiludviklere løbet over ende af ansøgere
Drømmen om at være med til at udvikle fremtidens computerspil lever blandt unge danskere. Selvom den landsdækkende sommercamp for spilentusiaster udvider kraftigt i år, kan arrangørerne slet ikke følge med interessen forud for årets Game Development Camp, som også får internationalt besøg af berømte spiludviklere.
Gennem flere år har UNF (Ungdommens Naturvidenskabelige Forening) hvert år samlet unge med interesse i computerspiludvikling på Aalborg Universitet for at lære mere om udvikling af spil. Interessen er steget en smule år for år, så i planlægningen af årets sommerskole besluttede man at øge deltagerantallet med 50 procent. Det giver plads til 72 deltagere, der kommer for at prøve kræfter med 2D-grafik, 3D-animation, computerspilprogrammering og udvikling af spilkoncepter.
Men trods den markante udvidelse må de frivillige kræfter bag den årlige camp konstatere, at de ikke kan følge med efterspørgslen.
Vi er ganske enkelt blevet løbet over ende af de mange henvendelser. Det er meget overvældende. Da vi for nylig lukkede for ansøgninger, havde vi modtaget 149, så selvom vi udvider kraftigt i år, må vi alligevel give afslag til lidt over halvdelen, forklarer Emil Kjæhr, der er en af de mange studerende, som står for at arrangere Game Development Camp 2009.
Jeg tror, der er flere forskellige årsager til det store boom i ansøgninger til Game Development Camp. Dels har vi flere år i træk kunnet sammensætte et både sjovt, spændende og udfordrende program til deltagerne, og den slags spreder positive ringe i vandet. Og dels er der generelt en stigende interesse for spiludvikling i Danmark. Tidligere så mange skævt til computerspil, men i dag er det jo big business og en reel karrieremulighed for de dygtigste og mest kreative, siger Emil Kjæhr, som til dagligt læser Medialogi på Aalborg Universitet. Han har også noteret sig, at antallet af piger i ansøgerbunken er kraftigt stigende.
Det er femte år i træk, at UNF bruger en del af sommerferien på at samle landets unge spilentusiaster fra landets gymnasiale uddannelser på Aalborg Universitet i håbet om at kunne hjælpe fremtidens generation af spiludviklere godt på vej. Udover det faglige indhold giver campen også en god chance for at etablere et godt netværk. Arrangørerne har gennem året sendt deres frivillige undervisere til messer og på kurser rundt om i verden for at lære mere om spiludvikling, og som altid vil professionelle grafikere og spiludviklere besøge sommerlejren. I år er det blandt andre den verdensberømte spiludvikler Ron Carmel fra 2DBoy-firmaet bag spilsuccessen World Of Goo og Karl-Magnus Troedsson fra DICE, der har været med til at producere spil som Battlefield og Mirrors Edge.
Årets camp er udvidet fra syv dage til ni dage og finder sted på Aalborg Universitet fra den 25. juli til den 2. august.
Relevant information
http://www.aau.dk
Firma
Aalborg Universitet
Niels Jernes Vej 10
9220 Aalborg,
Danmark
99 40 73 39
2340 6554
http://www.aau.dk