21/08-09
-
Pressemeddelelse
Trafikordførere diskuterer klima og transport
Kollektiv trafik, elbiler og kørselsafgifter er blandt de varme emner, når folketingets trafikordførere på mandag deltager i åbningsdebatten ved Aalborg Universitets Trafikdage.
I dagene 24.-25. august afholdes der for 16. gang Trafikdage på Aalborg Universitet. Konferencen indledes med en stor åbningssession, hvor klima og transport er på dagsordenen.
Først vil Henriette Kjær fra de Konservative fremlægge regeringens klima- og transportpolitik. Dernæst vil Martin Lidegaard fra den grønne tænketank CONCITO lægge op til en rundbordsdiskussion mellem de trafikpolitiske ordførere (se vedhæftede oplæg). Fra VKO flertallet deltager Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti og Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre, og fra oppositionen medvirker Per Clausen fra Enhedslisten og Pia Olsen Dyhr fra Socialistisk Folkeparti.
Der skal diskuteres kollektiv trafik, elbiler og kørselsafgifter, og nogle af spørgsmålene til de trafikpolitiske ordførere lyder:
- Hvor mange år må der gå, før vi har et færdigt hurtigtog-system mellem de store by-koncentrationer, og hvornår skal det være elektrificeret?
- Hvor mange procent af Danmarks persontransport-kilometre bør i 2020 køres i elbil, og hvad skal sikre en hurtig indfasning? Skal det offentlige fx gå foran i brug af elbiler?
- Er den primære hensigt med indførelsen af kørselsafgift at dæmpe transportsektorens forurening eller at bekæmpe trængsel i de store byer? Og bør kommunerne eventuelt have mulighed for at opkræve en særlig kommunal tillægsafgift for kørsel på den enkelte kommunes veje, så pengene kan bruges til forbedring af kommunens transportinfrastruktur?
Med sommerens mange udmeldinger på infrastrukturområdet er der ingen tvivl om, at der bliver tale om en levende debat, som lægger op til de mange faglige indlæg mandag eftermiddag og hele tirsdagen. Der vil blive præsenteret i alt ca. 65 papers og afholdt ni Workshops/Special Sessions, og der bliver rig lejlighed til også at høre om andre trafik- og transportemner.
Kattegatforbindelse og cykelstrategi
Blandt andet vil der blive sat fokus på beslutningsforløbet for store trafikanlæg i Danmark eksemplificeret ved den jyske længdebane og en fast Kattegatforbindelse. I samme boldgade vil der blive præsenteret en indledende samfundsøkonomisk vurdering af en fast Kattegatforbindelse. Også Infrastrukturprojekters betydning for et dynamisk arbejdsmarked vil blive belyst i et indlæg. Et andet handler om energi- og CO2-mæssige effekter af afgiftsændringen i april 2007, som er ekstra relevant i en tid, hvor det diskuteres om transportens afgifter skal omlægges til kørselsafgifter.
Bilen og det sociale liv - er vi på vej mod en "post car future"? hedder et andet indlæg. I givet fald er det godt, at Odense præsenterer sin nye cykelstrategi. Og hvis bilen ikke helt forsvinder, kan vi måske have nytte af indlægget "Bilisters handlinger - mellem, retsnorm og praksis".
På den mere tekniske side vil den samfundsmæssige nytte af bedre trafiksignaler og effekten af variable hastighedstavler ved kryds på veje i åbent land blive belyst. Forskerne fortæller også om nytten af GPS data til en national rejsehastighedsdatabase og til beregning af køretider, belastningsgrader og forsinkelser i kryds. Alt sammen nyttige redskaber når kommunerne skal prioritere skattekronerne.
Praktisk information
Arrangørerne bag Trafikdage er Trafikforskningsgruppen ved Aalborg Universitet.
Oplysninger om konferencen og det fulde program findes på hjemmesiden www.trafikdage.dk. Fra programmet er der links til de fleste af de papers, der præsenteres.
Konferencen starter mandag den 24. august kl. 9.15 i Auditorium B, Bertil Ohlins Vej. Pressen er naturligvis velkommen og deltager gratis. Arrangørerne kan varmt anbefale, at interesserede journalister deltager i hele konferencen og snuser rundt blandt de mange foredrag for at få en snak med fagfolkene eller trafikordførerne og andre medlemmer af folketingets trafikudvalg, hvoraf en del deltager i hele konferencen. Erfaringen viser, at det er her, de gode historier dukker op. Ønsker pressen at deltage ud over indledningssessionen, ser arrangørerne gerne, at man tilmelder sig konferencen. Send en mail til lilli@plan.aau.dk.
For yderligere informationer kontakt:
Lektor Harry Lahrmann.
Tlf. 4056 0375
Trafikforskningsgruppen Aalborg Universitet
Sekretær Lilli Glad
Tlf: +45 9940 8375
Relevant information
http://www.aau.dk
Firma
Aalborg Universitet
Niels Jernes Vej 10
9220 Aalborg,
Danmark
99 40 73 39
2340 6554
http://www.aau.dk