08/09-09
-
Pressemeddelelse
AAU og Vestas samler vindindustri og forskere i Spanien
Førende vindmølleproducenter og forskere fra store dele af Europa og USA var med, da Aalborg Universitet og Vestas i dag samlede 150 deltagere til vindenergi-konference i den spanske by Terrassa nær Barcelona. Konferencens fokus var integration af vindenergi i det eksisterende el-net, og samtidig blev der gjort foreløbig status over arrangørernes omfattende fælles satsning på forskning i vindenergi.
Professor Remus Teodorescu fra Institut for Energiteknik er Aalborg Universitets ankermand i det fælles forskningsprojekt Vestas Power Program, som over en femårig periode fra starten i 2007 investerer over 40 millioner kroner i jagten på moderne energi-løsninger. Ifølge Aalborg-forskeren var arrangementet på spansk grund en vigtig markering, hvor helt nye løsninger for tilslutning af vindmøller til el-nettet blev præsenteret og diskuteret af et internationalt ekspert-panel.
- Det var et godt fremstød for vores forskningsprogram, og det er med til at sende et signal om behovet for global udbredelse og indpasning af vindenergi, som er klare mål for Vestas Power Program, siger Remus Teodorescu.
Også dekan Frede Blaabjerg fra Aalborg Universitets ingeniørfakulteter var blandt oplægsholderne på konferencen, og han glæder sig over den store deltagelse, som styrker forskningsprogrammets internationale position.
- Det understøtter også vores og de øvrige partneres satsning på fremtidens net-tilslutning og intelligente energiløsninger, som er et højt prioriteret område i EU's 7. rammeprogram for forskning, siger Frede Blaabjerg.
En helt central del af forskningen varetages af et håndplukket drømmehold af ph.d.-studerende og postdoc-forskere, og konferencen i Spanien blev også brugt til at præsentere nogle af de første resultater af deres arbejde.
Relevant information
http://www.aau.dk
Firma
Aalborg Universitet
Niels Jernes Vej 10
9220 Aalborg,
Danmark
99 40 73 39
2340 6554
http://www.aau.dk