21/10-09
-
Pressemeddelelse
Fremtidens biblioteker skal indrettes med viden fra brugeradfærd
I kommende dage bliver en del af gæsterne på Hjørring Bibliotek overvåget af den nyeste teknologi og fulgt nysgerrigt af forskere fra Aalborg Universitet. Et forskningsprojekt på Danmarks mest moderne bibliotek skal indsamle viden om brugeres færden, så indretningen af fremtidens biblioteker passer til folks reelle behov.
Det nye bibliotek i Hjørring betragtes som landets mest trendsættende og har siden åbningen sidste år oplevet en massiv stigning i både besøgstal og udlån. I de kommende dage tilføres det moderne bibliotek endnu et spændende aspekt i form af højteknologisk overvågning, der skal kortlægge brugernes færden. Det er forskere fra Aalborg Universitet, der efter aftale med den enkelte biblioteksbruger udstyrer et antal besøgende med en lille chip, som ved hjælp af sensorer i bibliotekslokalerne kan måle, hvordan og hvor længe brugerne benytter bibliotekets forskellige tilbud.
Fra andre undersøgelser ved man, at kun ca. 50 procent af de besøgende låner noget, og på Hjørring Bibliotek er udviklingschef Børge Søndergård derfor meget interesseret i en kortlægning af de besøgende. Derfor tog han kontakt til forskerne på Aalborg Universitet, som tidligere har lavet undersøgelser af unge menneskers brug af byrummet ved hjælp af GPS-teknologi.
- Grundlæggende er hovedidéen at få viden om, hvordan vi præsenterer vores materialer og tilbud bedst muligt for brugerne, ikke bare på Hjørring Bibliotek, men på biblioteker i det hele taget. Den nye undersøgelsesmetode kan blive et redskab for det enkelte bibliotek til at fortælle, hvordan netop deres rum bliver brugt, og hvordan de kan indrettes bedre. Hvor mange bøger, vi låner ud, er langt fra det eneste interessante, for folk bruger bibliotekerne til alt mulig andet. En bedre viden om, hvad folk finder interessant, når de kommer ind og hvilke afdelinger de går til, kan derfor vise sig at blive meget værdifuld for os, fortæller Børge Søndergaard.
Undersøgelsen finder sted den 23., 24. og 26. oktober, hvor hver 20. bruger bliver tilbudt at deltage ved at udfylde et elektronisk spørgeskema samt bære en lille nøglering med en RFID-chip. Ca. 50 sensorer er sat op rundt omkring i bibliotekets udlånslokaler, både i de store åbne områder og på små udvalgte steder som for eksempel højtlæsningshulerne, Playstation-området og børneafdelingens "klatretræ".
- En analyse, med præcise data, om hvordan folk bruger for eksempel et bibliotek, er der vist ingen i Europa, der tidligere har foretaget. På den måde er det en type grundforskning, som først er blevet teknologisk mulig inden for de seneste 2-3 år. Målet er at skabe et kort over, hvor de forskellige typer brugere opholder sig, hvor længe de opholder sig ved bibliotekets forskellige tilbud, og om der måske er et mønster i hvilke lånere, der gør hvad, forklarer Valinka Suenson fra AAU's Institut for Arkitektur & Design.
Styrelsen for Bibliotek og Medier støtter Hjørring Bibliotekerne med knapt en halv million kroner til at gennemføre projektet, der kaldes Walking the Library, og AAU-forskerne håber at kunne udvikle en let tilgængelig metode, hvor folk pr. touch screen m.m. selv kan koble sig på en sådan undersøgelse. Valinka Suensons generelle ph.d.-forskningsfelt er støttet af Lokale- og Anlægsfonden, som satser på at kunne lave lignende undersøgelser i bl.a. idrætshaller. Andre perspektiver og anvendelsesmuligheder for undersøgelser af denne art er supermarkeder, festivaler og alle offentlige rum med sammensatte eller meget forskellige brugergrupper. Når metoden er færdigudviklet, vil man løbende kunne se trackingen af de besøgende i realtime, dvs. at man kan følge brugernes samlede færden, eller man kan tjekke dagens resultater og få et billede af trafikken i f.eks. børnebiblioteket, omkring udstillingerne osv.
Fakta:
· Hjørring Bibliotek åbnede i helt nye lokaler i indkøbscentret Metropol i april 2008 og er det mest trendsættende folkebibliotek i Danmark. Biblioteket har siden da oplevet en stigning på 53 procent i besøgstallet og en udlånsstigning på 10-15 procent samt haft 3500 besøgende fagfolk, der vil se på, hvordan Hjørring Bibliotek har valgt at gribe nyindretningen an. Indretningen er utraditionel, blandt andet fordi det er kunstnere og ikke arkitekter, der har været med til at udforme rummene.
· Sideløbende med AAU's undersøgelser har Hjørring Bibliotek allieret sig med biblioteksforsker Lennart Björneborn fra Danmarks Biblioteksskole, der arbejder med teorier om, hvordan et godt bibliotek er indrettet med hensyn til udstillinger og udlån.
· Hent baggrundsmateriale om Walking the Library på http://presse.aau.dk/nyheder/4512998
Kontakt:
· Valinka Suenson, ph.d.-studerende, Institut for Arkitektur og Design, AAU, tlf. 99 40 71 78, mobil 28 36 19 96
· Lektor Henrik Harder, Institut for Arkitektur og Design, AAU, tlf. 99 40 71 68, mobil 30 62 67 87
· Børge Søndergård, udviklingschef og chef for Lokalbibliotekerne, Hjørring Bibliotekerne, tlf. 72 33 48 13, mobil 20 22 17 52
· Lennart Björneborn, tlf. 32 34 13 15
Relevant information
http://www.aau.dk
Firma
Aalborg Universitet
Niels Jernes Vej 10
9220 Aalborg,
Danmark
99 40 73 39
2340 6554
http://www.aau.dk