17/11-09
-
Pressemeddelelse
Nyskabende hjælpemiddel til ældre giver designere international pris
Et moderne, teknologisk hjælpemiddel til ældre mennesker, som samtidig er smukt og meget brugervenligt - den kombination har givet to nyuddannede designingeniører fra Aalborg Universitet en prestigefyldt pris, som det normalt er de store firmaer, der kæmper om.
I dag har en del ældre mennesker en tryghedsalarm, som kan bruges til at tilkalde hjælp i nødsituationer, for eksempel ved faldulykker. Men det er kun de svageste, der kan få bevilget en alarm af sundhedssystemet, og alarmen er både teknologisk forældet, klodset og ifølge mange ældre umyndiggørende. Det fandt Line Weiland Høj og Mona Lyngs Kjærgaard fra Arkitektur & Design-uddannelsen på Aalborg Universitet ud af gennem både studiejob i hjemmeplejen og specialesamarbejde med sundhedscentre i Esbjerg og Horsens. Hele hjælpemiddelområdet vakte deres interesse som designstuderende, og de satte sig for at skabe et produkt, som har æstetikken og brugervenligheden i centrum, og som ikke ligner eller føles som et typisk hjælpemiddel. Det arbejde bliver om få dage belønnet med den prestigefyldte, internationale designpris Red Dot Design Award.
- Eli connect er en telefon, som designet til ældre. Den giver de økonomiske og tekniske fordele, der findes i mobiltelefoner, men er slet ikke lige så kompleks. Samtidig har den en nødkaldsfunktion, der kan
programmeres til at ringe op til pårørende, naboer eller venner, når den aktiveres. På den måde bliver det muligt at have en alarm inden for rækkevidde uden det tab af selvstændighed, som en decideret alarm let giver, fortæller Line Weiland Høj, der sammen med sin medstuderende Mona blev færdig som designingeniør i sommeren 2009.
En af grundtankerne bag Eli connect er, at den ligesom en mobiltelefon benytter sig af GSM-nettet, men er fysisk udformet som en stationær telefon uden avancerede funktioner og en lille sender, som brugeren bærer hver dag. Senderen kan modtage opkald, så brugeren kan besvare opkald uden at skulle skynde sig hen til telefonen, og den diskrete løsning påkalder sig ikke den samme opmærksomhed som en tryghedsalarm, der for nogle ældre virker ydmygende og umyndiggørende.
- Visionen har været at designe et hjælpemiddel, som kan være med til at aflaste det lidt for pressede hjemmeplejesystem, og som i æstetik og anvendelse ikke opfattes som et typisk hjælpemiddel. Vi ville gerne langt væk fra de overdimensionerede "ældretelefoner" og vise, at man sagtens kan udvikle en brugervenlig
telefon til ældre, uden at det bliver på bekostning af æstetikken. Og interessen for Eli connect på flere messer understreger, at efterspørgslen for pæne hjælpemidler er stigende, påpeger Mona Lyngs Kjærgaard.
Det er også en af årsagerne til, at Line Weiland Høj og Mona Lyngs Kjærgaard nu drager til Singapore for at modtage en Red Dot Design Award, som med flere end 11.000 ansøgere fra 61 lande er en af verdens største og mest anerkendte designkonkurrencer. De to nyuddannede civilingeniører har for deres afgangsprojekt vundet en pris i kategorien Design Concept for designidéer og koncepter, som endnu ikke er sat i produktion. Det kan Eli connect dog ske at blive i løbet af ganske få år, for de to designere har for nylig etableret designvirksomheden Fusel og ligger i forhandlinger med investorer og samarbejdspartnere, som skal hjælpe med at gøre planerne til virkelighed.
Designprisen uddeles i Singapore ved Red Dot Design Award Show den 24. november 2009. Også for tre år siden modtog to studerende fra samme uddannelse på AAU en Red Dot Award for deres koncept til "mobile dropstativer" for børn på sygehuse.
Yderligere oplysninger og fotos:
· Line Weiland Høj, civilingeniør fra Arkitektur & Design på AAU (oprindeligt fra Esbjerg), tlf. 61 7721 77
· Mona Lyngs Kjærgaard, civilingeniør fra Arkitektur & Design på AAU (oprindeligt fra Lund ved Horsens), tlf. 51 92 37 79
· Mere om Red Dot Awards: http://www.red-dot.de/
· Læs mere om den nystiftede designvirksomhed Fusel: http://fusel.biz/
· Læs mere om AAU-studerendes Red Dot Award i 2006: http://presse.aau.dk/nyheder/arkiv/nyhedsarkiv+2004-2006/1885399
· Billeder til fri afbenyttelse af vindere og produkt kan hentes på http://presse.aau.dk/nyheder/4581471
Relevant information
http://www.aau.dk
Firma
Aalborg Universitet
Niels Jernes Vej 10
9220 Aalborg,
Danmark
99 40 73 39
2340 6554
http://www.aau.dk