25/11-09
-
Pressemeddelelse
Fremsynet vindmølle-forslag får teknologipris i London
Et forslag til forbedringer af de generatorer, som omdanner vindmøllevingers bevægelser til strøm, sikrer en pris til energiprofessor fra Aalborg Universitet, når den internationale teknologisammenslutning IET i dag belønner exceptionelle ingeniørvidenskabelige bedrifter ved en ceremoni i London.
Modtageren af IET's såkaldte "premium award" inden for elektricitet er professor Zhe Chen fra Aalborg Universitets Institut for Energiteknik. Den kinesisk-fødte professor får prisen for arbejdet med en ny effektiv type generator, som kan komme til at spille en afgørende rolle i kommende vindmølleparker.
- Vindmølle-teknologi gennemgår en meget hurtig udvikling i disse år. I midten af 1980'erne havde vi 50 kilowatt møller med 15 diameters vinger. Nu er vi oppe på 6000 kilowatts møller med en vingestørrelse på 120 meter i diameter. Der bliver udviklet mange avancerede løsninger på området, og vores maskine kan være en god kandidat som næste generations vindgenerator, efter at teoretiske analyser og praktisk afprøvning har bevist dens effektivitet, forklarer professor Zhe Chen.
Han betegner prisen som en stor opmuntring til at arbejde på yderligere forbedringer. Energiforskerne skal blandt andet teste, hvordan deres generatordesign opfører sig i skiftende omgivelser, og når der er forstyrrelser på el-nettet.
Anerkendelse gavner AAU
Anerkendelsen fra IET understreger, at professor Zhe Chen er godt på vej til at blive et stort navn i international energiforskning. Ifølge dekan Frede Blaabjerg fra Aalborg Universitets ingeniørfakulteter smitter det også positivt af på AAU's internationale omdømme.
- Vi kan for eksempel se det på antallet af gange, hans artikler bliver citeret rundt om i verden i andre energiforskeres arbejde, samt på hvor tit hans arbejde bliver hentet frem og brugt i beslægtet forskning. Tre måneder i træk har hans artikler ligget i top 100 over de mest søgte i en database, som rummer flere millioner artikler. Det taler sit eget tydelige sprog om kvaliteten af hans arbejde, mener Frede Blaabjerg.
Omvendt er Zhe Chen også meget tilfreds med tilknytningen til AAU, som han kom til som professor i januar 2002. Efter universitetsstudier i Kina tog han en ph.d. grad i England, hvor han specialiserede sig i vindkraft-teknologi, effektelektronik og energisystemer. Med de interesser var det oplagt at fortsætte forskerkarrieren i Danmark:
- Danmark er verdensleder inden for vindmølle-teknologi og anvendelse af vindkraft, så jeg vurderede, at jeg ved at flytte hertil ville få et godt fundament og et inspirerende arbejdsmiljø med udfordrende opgaver. Det har vist sig at holde stik. Vi har fået etableret et godt ry, som gør at vi også bliver inviteret med i interessante internationale projekter sammen med udenlandske universiteter, siger Zhe Chen.
Paradoksalt nok er et samarbejde af den type årsag til, at Zhe Chen ikke selv har mulighed for at drage til London for at modtage prisen og hyldesten fra IET. Han er optaget af et vigtigt møde i det nye norske forskningscenter NORCOWE (Norwegian Centre for Offshore Wind Energy), hvor vindenergi-eksperter fra Aalborg Universitet skal hjælpe norske kolleger med en stor satsning på miljøvenlig energi.
Relevant information
http://www.aau.dk
Firma
Aalborg Universitet
Niels Jernes Vej 10
9220 Aalborg,
Danmark
99 40 73 39
2340 6554
http://www.aau.dk