08/12-09
-
Pressemeddelelse
It-iværksættere får stjernestatus på universitet
En elektronisk tavle med lysende stjerner skal fremover være med til at hylde it-iværksættere, som starter egen virksomhed med afsæt i viden fra Aalborg Universitet. Forbilleder fra erhvervslivet, som allerede har gjort sig fortjent til deres egen stjerne, møder selv op for at tænde den ved afsløringen onsdag.
Stjernevæggen udspringer af et ønske på Institut for Datalogi om at blive bedre til at fejre dem, der vover at omsætte gode it-idéer til egen virksomhed.
- Inden for forskning og uddannelse har vi en række ceremonier til at påskønne dem, der gør det godt. Men vi har ikke på samme måde tradition for at hylde iværksætteri, selv om det også er en vigtig opgave for os at inspirere på det område. Stjernetavlen skal give iværksætterne den anerkendelse, de fortjener. Samtidig skal den motivere nuværende studerende og forskere til at have øjnene åbne for situationer, hvor viden fra universitetet kan skabe fundamentet for en ny virksomhed, forklarer lektor Ivan Aaen, som er direktør for Institut for Datalogisk innovationscenter i Cassiopeia.
Detektiv-indsats med at finde forbilleder
Som antallet af stjerner på tavlen vil dokumentere, er Institut for Datalogi blandt de flittigste til at indfri universitetets målsætning om at skabe levedygtige eksterne selskaber. En række af virksomhedsstifterne har fortsat et tæt samarbejde med universitetet og nogle af dem holder sågar til i de samme bygninger i it-huset Cassiopeia. Men andre forbilleder har det været nødvendigt at lede efter, og arbejdet med stjernevæggen har sendt projektkoordinator Henriette Frahm på detektivjagt i Institut for Datalogis historie og rundt i landet og verden for at finde personerne bag de gode historier.
- Vi vidste godt, at der var mange, men det præcise tal kendte vi ikke. Så det har også været spændende for os selv at gå tilbage og dokumentere, at vi har været i stand til at skabe grobund for levedygtige virksomheder. Samtidig glæder vi os over, at repræsentanter for en halv snes af dem selv møder op og er med til at indvie stjernetavlen, fortæller Henriette Frahm.
Jul i "Labland"
Stjernevæggen bliver afsløret ved julearrangementet "Jul i Labland" i it-huset Cassiopeia på Selma Lagerlöfsvej 300 i Aalborg Øst onsdag den 9. december. Samarbejdspartnere og kolleger er inviteret til julehygge og networking fra klokken 15, hvor gløgg og æbleskiver kan kombineres med en tur i laboratorierne inden for robotteknologi, menneske-maskin interaktion og software Innovation.
Yderligere oplysninger og kontakt:
- Mere information om julearrangementet
http://www.itispossible.dk/arrangementer/arrangementer/jul-i-labland.aspx
- Lektor Ivan Aaen, direktør for Cassiopeia, AAU, tlf. 9940 8911.
- Projektkoordinator Henriette Frahm, Institut for Datalogi, AAU, tlf. 9940 9972.
- Kommunikationskonsulent Lotte Finck, Institut for Datalogi, AAU, tlf. 9940 8933.
Relevant information
http://www.aau.dk
Firma
Aalborg Universitet
Niels Jernes Vej 10
9220 Aalborg,
Danmark
99 40 73 39
2340 6554
http://www.aau.dk