Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
25/05-10   -   Pressemeddelelse

Samsøs energihelt tilknyttes Aalborg Universitet

Gennem flere år har man i både ind- og udland lagt mærke til navnet Søren Hermansen, når emnet er vedvarende energi, og nu kan han også kalde sig adjungeret professor ved Aalborg Universitet.

Søren Hermansen er direktør for Samsø Energiakademi og har gennem de sidste mange år været en af drivkræfterne i at forvandle Samsø til et verdenskendt ø-samfund baseret 100 procent på vedvarende energi. Siden projektets første resultater med selvforsyning af vedvarende energi er ambitionsniveauet løbende blevet hævet, for eksempel ved at etablere Samsø Energiakademi, opstille nye mål og udvide perspektivet til at omfatte transport og ressourceforbrug i bred betydning.

Som projektleder har Søren Hermansen erfaringer med etablering af vedvarende energi-anlæg så som vindmøller, solfangere, biogasanlæg og lokal fjernvarme, og hans indgående kendskab til de enkelte teknologier kombineret med hans evne til at implementere løsningerne med opbakning fra lokalsamfundet har haft stor betydning for at føre de mange planer ud i livet.

Det er ikke kun i Danmark, Søren Hermansens resultater har vakt opsigt. Han er også internationalt anerkendt for sin centrale rolle i opbygningen af Samsø som international rollemodel for, hvordan man i praksis kan modvirke klimaforandringer via bæredygtige løsninger og borgerinddragelse. Samsø-projektet har således haft besøg af prominente gæster fra hele verden og er blevet fremhævet i betydningsfulde internationale medier. I 2008 blev Søren Hermansen udpeget af Time Magazine til "Hero of the Environment", i 2009 modtog han den anerkendte Göteborgprisen, der tidligere er givet til blandt andet Al Gore og Margot Walström, og han er en flittigt anvendt foredragsholder og rådgiver i blandt andet FN og EU.

Søren Hermansen indgår allerede i dag i projektsamarbejde med forskere ved Aalborg Universitet, og han har her demonstreret stort gå-på-mod i forhold til at afprøve nye løsninger og søge nye udfordringer. Dette samarbejde udvides nu, hvor Hermansen udnævnes til adjungeret professor på Aalborg Universitet, hvor de gensidige erfaringer om integrerede energisystemer og omstilling til bæredygtig energiforsyning kan blive til gavn for forskningen. Hans internationale kontakter og praktiske erfaringer kan også blive til stor gavn for de studerende og for undervisningen ved De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter på AAU.

Søren Hermansen holder sin tiltrædelsesforelæsning på Aalborg Universitet torsdag d. 27. maj.

Yderligere oplysninger: Søren Hermansen, direktør ved Samsø Energiakademi og adjungeret professor, AAU, tlf. 87 92 10 18, mobil 21 64 43 91 Professor Arne Remmen, Institut for Samfundsudvikling & Planlægning, AAU, tlf. 99 40 83 18, mobil 25 36 46 69 Professor Henrik Lund, Institut for Samfundsudvikling & Planlægning, AAU, tlf. 99 40 83 09, mobil 29 40 34 99

Relevant information

http://www.aau.dk


Pressekontakt


Firma

Aalborg Universitet
Niels Jernes Vej 10
9220 Aalborg, Danmark

  99 40 73 39
   2340 6554

http://www.aau.dk

Modtag nyheder fra Aalborg Universitet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater