08/06-10
-
Pressemeddelelse
Nye idrætsprofessorer styrker sundhedsvidenskab på AAU
Aalborg Universitet styrker nu forskningen i idræt og sundhedsteknologi med udnævnelsen af to nye professorer. Forskerne Pascal Madeleine og Michael Voigt har i forvejen markeret sig med vægtige resultater på området.
AAU har med udnævnelsen ønsket at styrke den forskning inden for idræt, ergonomi og biomekanik, der foregår på Institut for Sundhedsvidenskab og Teknologi. Med satsningen styrkes Danmarks stærkeste forskningsmiljø inden for Sundhedsteknologi yderligere til gavn for AAU's uddannelser i blandt andet Idræt, Sundhedsteknologi og Medicin, siger institutleder Kim Dremstrup.
Michael Voigt er tilknyttet Center for Sanse-Motorisk Interaktion. I øjeblikket forsker han blandt andet i senernes mekaniske egenskaber og deres store indflydelse på den neurale styring af vores gang. Blandt hans forskningsområder er:
· Bevægeapparatets funktionelle anatomi og biomekanik
· Muskel-senemekanik
· Bevægeøkonomi
· Motorisk styring af stående stilling, gang og cykling
· 3D bevægelsesanalyse
· Udvikling af metoder til kvantificering af fysisk præstationsevne
Pascal Madeleine, som i forvejen er indstillet til en doktorgrad efter at have forsvaret sin afhandling i maj (se dansk resumé), er ligeledes tilknyttet Center for Sanse-Motorisk Interaktion. En del af hans igangværende forskning fokuserer på at forebygge og behandle arbejdsrelaterede muskulære lidelser ved at fremme motorisk variabilitet med teknologiens hjælp. Blandt hans forskningsområder er i øvrigt:
· Ergonomi
· Arbejdsrelaterede muskuloskeletale lidelser
· Design og test af udstyr
· Teknologisk udvikling af biofeedback
· Udvikling af målemetoder til kvantitativ vurdering af præstationsevne
· Træning
De to nye professorer holder tiltrædelsesforelæsning (se invitation) på Institut for Sundhedsvidenskab og Teknologi fredag den 11. juni 2010 kl. 14 på Fredrik Bajers Vej 7, auditoriet B3-104. Titlen på Pascal Madeleines foredrag er "Muscles at Work" (Muskler på arbejde). Titlen på Michael Voigts forelæsning er "Springs in your Body" (Fjedre i kroppen).
Yderligere oplysninger og kontakt:
· Michael Voigt og Pascal Madeleine indgår i det forskningsmiljø, hvorfra en stor del af undervisningen i idræt på AAU dækkes. Idræt er en forholdsvis ny uddannelse på AAU. Bacheloruddannelsen startede i 2007, så de første bachelorer bliver færdige i denne måned, hvor 34 studerende går til eksamen. Til september starter de to nye kandidatoverbygninger inden for idræt: Idræt og Idrætsteknologi.
· Kim Dremstrup, institutleder, tlf. 9940 8811.
· Pascal Madeleine, tlf. 9940 8833, mobil 3055 3633.
· Michael Voigt, tlf. 9940 8819, mobil 4010 1490.
Relevant information
http://www.aau.dk
Firma
Aalborg Universitet
Niels Jernes Vej 10
9220 Aalborg,
Danmark
99 40 73 39
2340 6554
http://www.aau.dk