27/07-10
-
Pressemeddelelse
Stor jubilæumspris til produktionsforskere på AAU
En gruppe forskere fra Aalborg Universitet kan glæde sig over, at en fond er i særligt gavehumør i anledning af sit 50-års-jubilæum.
Fabrikant P.A. Fiskers Fond, der primært støtter teknisk-videnskabelig forskning til gavn for dansk industri, blev oprettet i 1960, og ud over de halvårlige legater har fondens bestyrelse i år vedtaget at uddele en jubilæumspris på 300.000 kroner. I den anledning har fonden valgt at hædre professor Joachim Danckert og hans forskergruppe på Aalborg Universitets Institut for Mekanik & Produktion for deres omfattende og internationalt anerkendte indsats inden for procesoptimering.
I dag er 20 procent af arbejdskraften ansat i industrivirksomheder, som også genererer masser af stillinger i beslægtede serviceerhverv, så selvom tiderne har ændret sig, spiller traditionel industri fortsat en væsentlig rolle som grundlag for samfundets velstand. For at kunne fastholde industriarbejdspladser i Danmark er det nødvendigt, at vi er teknologisk førende, hvilket gør forskning og uddannelse i traditionelle ingeniørdiscipliner essentielt for fremtiden. Sheet Metal Forming Group - eller pladegruppen, som Joachim Danckerts forskerteam kaldes i daglig tale - har gennem de seneste to årtier arbejdet med procesoptimering og -stabilitet i de dele af industrien, der arbejder med pladeformgivning og plastisk formgivning. Mange klassiske formgivningsprocesser anses for at være både stabile og robuste, men gruppens forskning har vist, at disse antagelser i mange tilfælde er forkerte. Flere klassiske teknologier har vist sig at være født ustabile, hvilket betyder, at selv meget små ændringer i eksempelvis værktøjsgeometrien kan give anledning til instabilitet. Denne viden har og vil i fremtiden i stigende grad have betydning for virksomheders arbejdsgange og evne til at udvikle sig, og forskningsresultaterne er blandt andet blevet præsenteret i professor Joachim Danckerts doktorafhandling fra 2006.
Fabrikant P.A. Fiskers Fond har i sit valg af forskergruppen på AAU som modtager af den store jubilæumspris specielt lagt vægt på gruppens tese om, at for at kunne udvikle gode og brugbare computermodeller er det afgørende at have erfaring gennem eksperimenter - som beskrevet i mantraet "theory guides, but experiment decides". Fysiske eksperimenter på dette teknisk tunge industriområde er ikke en selvfølge i disse tider, hvor meget foregår via computersimuleringer. Der er kun få laboratorier tilbage i Nordeuropa til denne type forskning, men Aalborg Universitet råder over omfattende udstyr inden for pladeformgivning og plastisk formgivning. Det betyder af pladegruppen ikke er begrænset af at basere forskningen på computersimuleringer, men kan kombinere simuleringer med fysiske eksperimenter.
Forskergruppen er også tæt involveret i uddannelsen af maskiningeniører på Aalborg Universitet, hvor de studerende har glæde af undervisernes høje faglige niveau. For eksempel vandt to af professor Danckerts studerende Grundfos' Kandidatpris for årets bedste studenterprojekt i 2009.
Relevant information
http://www.aau.dk
Firma
Aalborg Universitet
Niels Jernes Vej 10
9220 Aalborg,
Danmark
99 40 73 39
2340 6554
http://www.aau.dk