28/10-10
-
Pressemeddelelse
Kunstgreb mod klimaforandringer
Kunst kan ikke afværge klimaforandringer, men den kan illustrere udfordringernes omfang. Med det udgangspunkt har Aalborg-kunstneren Lars Bonde omsat deltagernes bekymringer til et nyt kunstværk på denne uges internationale symposium om klimaforandringer.
Værket består af et stort maleri, som er skabt i samarbejde med deltagerne. Ved ankomsten blev de forsynet med hver sin unikke håndmalede cirkel, og samtidig blev de spurgt, hvad der efter deres mening er den største miljømæssige forhindring, som skal overvindes, hvis vi skal blive bedre til at tackle klimaforandringer.
- Det er sjovere at lave noget interaktivt, i stedet for at jeg bare står og maler. Jeg har valgt formerne og motivet, men cirklernes placering afhænger helt af, hvordan de svarer på spørgsmålet om den største miljøudfordring, forklarer Lars Bonde.
Deltagerne fik en række forskellige svarmuligheder, og til Lars Bondes overraskelse var der meget stor spredning, da de skulle vurdere, om det eksempelvis er livsstil, egoisme, uvidenhed eller magtforhold, der er det største problem.
- Jeg håbede, at ét af svarene ville stikke mere klart ud, men der er næsten lige stor tyngde på alle svarmuligheder. Så bekymringerne er jævnt fordelt, og de er i hvert fald ikke enige om hvilken udfordring, der er den største, konstaterer Lars Bonde.
Arbejdet med værket har været en iøjnefaldende happening, som forskere, fagfolk og beslutningstagere kunne følge i pauserne på det internationale symposium i Aalborg Kongres & Kultur Center. Men det færdige resultat tjener også et langsigtet formål.
- Det skal ud og hænge på Det Danske Center for Miljøvurdering ved Aalborg Universitet, som står bag hele arrangementet. Så har de et minde om begivenheden, og det sjove for dem er selvfølgelig, at hver eneste cirkel repræsenterer en kollega et sted i verden, siger Lars Bonde.
Relevant information
http://www.aau.dk
Firma
Aalborg Universitet
Niels Jernes Vej 10
9220 Aalborg,
Danmark
99 40 73 39
2340 6554
http://www.aau.dk