17/12-10
-
Pressemeddelelse
Idérig ingeniørstuderende får kommunal talentpris
Stort talent, stort engagement og store drømme er samlet i ét i den 23-årige kemiingeniør-studerende Henrik Tækker Madsen fra Aalborg Universitet Esbjerg, som her fredag eftermiddag er blevet hædret med Esbjerg Kommunes særlige talentpris på 50.000 kroner. Prisen uddeles som anerkendelse for et ganske særligt talent inden for kultur, sport, erhverv, forskning og uddannelse.
I Henrik Tækker Madsens tilfælde er det imponerende bedrifter gennem fire et halvt års studier på Aalborg Universitets campus i Esbjerg, som har kvalificeret til hæderen. Både i faglige projekter med fokus på miljø og kemiteknologi samt i et væld af afledte aktiviteter i universitets- og studiemiljøet i Esbjerg, hvor prismodtageren har haft gode muligheder for at boltre sig:
- Det er et lille sted sammenlignet med Aalborg, Odense eller DTU, men småt kan også være godt. Her er man ikke bare én i mængden, og man kommer til at kende sine professorer og undervisere personligt, hvilket selv sagt giver masser af muligheder.
Henrik Tækker Madsen har valgt at forfølge mulighederne på miljøområdet, hvor der er hårdt brug for at få udrettet noget:
- Nu er jeg selv vældig interesseret i miljø, og noget af det fede ved stedet her er, at vi ikke bare beskriver miljøproblemer. Vi gør rent faktisk noget ved dem. For eksempel har jeg arbejdet med klimaprojekter som udvikling og optimering af biobrændstof og fjernelse af CO2 fra røgen fra kraftværker, men også med mere grundforskningsprægede områder som dannelse af bioolie ved at efterligne de tryk og temperaturforhold, der kan forekomme i undergrunden.
Rent vand og kemiske tryllerier
Miljøet er én af hans kæpheste, og en anden er at få flere unge til at interessere sig for naturvidenskab. Sammen med medstuderende har han derfor opbygget et populært kemishow i Esbjerg, som med spektakulære, støjende og stinkende eksperimenter pirrer nysgerrigheden hos områdets unge.
De personlige faglige ambitioner for fremtiden går i retning af forskning i tæt samarbejde med erhvervslivet. Efter at have tilbragt det seneste semester på University of Strathclyde i Glasgow har han et stående tilbud om at komme tilbage til Skotland og få en forskeruddannelse. Men Henrik Tækker Madsen satser på at fortsætte karrieren i Esbjerg:
- Som det ser ud nu, vil jeg gerne lave en ErhvervsPhD her i Esbjerg. Derefter er det langsigtede mål at få egen virksomhed, gerne inden for miljøkemien, fortæller han.
Yderligere oplysninger og kontakt:
Ingeniørstuderende Henrik Tækker Madsen, mobil 2096 0733.
Kommunikationsmedarbejder Tove Morell, Aalborg Universitet Esbjerg, mobil 2929 3960.
Relevant information
http://www.aau.dk
Firma
Aalborg Universitet
Niels Jernes Vej 10
9220 Aalborg,
Danmark
99 40 73 39
2340 6554
http://www.aau.dk