Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
06/04-11   -   Pressemeddelelse

Ny international topplacering til ingeniører på AAU

Forskningen på Aalborg Universitet har opnået endnu en international topplacering. Denne gang er det ingeniørforskningen, der indtager den globale Top 100, selvom de investerede forskningsmidler er mindre end mange andre steder.

Den tekniske forskning på Aalborg Universitet er i verdensklasse. Det viser en ny type opgørelser fra QS World University Rankings, der blev offentliggjort tirsdag. Listerne sammenligner universiteter fra hele verden ud fra bestemte kriterier, og i år tager Aalborg Universitet et markant skridt fremad. Det er de ingeniørvidenskabelige fagområders styrke, der kan aflæses på QS-listerne, hvor AAU er trådt direkte ind på en plads i Top 100 for civilingeniørerne. Forskningen på AAU indtager således en af pladserne mellem 51 og 100 på listen for byggeri og konstruktioner (Civil and Structural Engineering), mens oversigten over bl.a. de elektroniske og energitekniske områder (Electrical and Electronic Engineering) viser, at AAU ligger i Top 200 i QS-opgørelserne.

- Det her er et udtryk for en strategi, vi har haft gennem flere år, hvor vi har øget vores fokus på forskningen, både med flere eksterne midler, bedre publikationer og flere ph.d.-studerende. Resultaterne kommer inden for nogle af de områder, vi har prioriteret og satset på, og hvor dygtige medarbejdere har gjort en stor indsats, siger dekan Eskild Holm Nielsen fra Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet på AAU.

- Og resultaterne er især bemærkelsesværdige, hvis man holder det op imod, hvor mange forskningsmidler vi får. Hvis man i runde tal sammenligner vores teknisk/naturvidenskabelige basismidler med andre institutioner herhjemme, så får nogle af dem fire gange så meget som os. Når man ser på hver investeret forskningskrone, gør Aalborg Universitet det særdeles godt, understreger Eskild Holm Nielsen.

For dekanen er ranking-resultaterne dels et middel til at godtgøre AAU's position som en vigtig spiller både nationalt og internationalt, og dels en anledning til at anerkende de fagmiljøer, som har gjort en stor indsats. De gælder blandt andet forskergrupperne inden for materialeteknologi, fundering, vindmøllevinger, elektronik, effektelektronik, byggeri og andre typer konstruktioner, som klarer sig godt i de nye lister fra QS.

I slutningen af marts viste en anden europæisk opgørelse, at Aalborg Universitet på ingeniørområdet er blandt de allerbedste universiteter til at drive forskning sammen med private virksomheder. Ikke blot lå AAU i den europæiske Top 25 for industrisamarbejde på tværs af alle videnskabelige hovedområder, men på det ingeniørfaglige område var Aalborg Universitet som det eneste danske universitet med i Top 10.

Der findes forskellige ranking-lister, der sammenligner universiteters styrker og kvaliteter, og måden, de opgøres på, er forskellig. QS World University Rankings by Subject bedømmer universiteterne ud fra, hvor ofte universitetets forskere citeres af andre i videnskabelige tidsskrifter, hvordan udefra kommende forskere vurderer forskningen, og hvordan arbejdsgiveres vurdering af universitetets kandidater er.

De gode placeringer på QS World University Rankings by Subject for ingeniørerne på Aalborg Universitet skyldes især citationer, dvs. hvor ofte forskere andre steder henviser til resultater fra Aalborg Universitet. For eksempel er byggeri- og konstruktionsområdet registreret med en score på 100, hvilket er det højeste i opgørelsen overhovedet. Generelt klarer de danske universiteter sig flot inden for de tekniske videnskaber med flere Top 200-placeringer.


Yderligere oplysninger:
- Dekan Eskild Holm Nielsen, Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, AAU, tlf. 99 40 96 32, mobil 29 44 83 37. Hent portrætfoto på http://www.aau.dk/Pressen/Pressefotos/

- Generel pressekontakt: Tor Bagger, AAU Kommunikation, tlf. 99 40 96 44, mobil 20 73 68 45

Fakta:
- Læs mere om World University Subject Rankings på http://www.topuniversities.com

- Læs mere om AAU's Top 10-placering i Leiden-opgørelsen om samarbejde mellem forskning og erhvervsliv: http://www.aau.dk/Nyheder/Vis+nyhed//aalborg-universitet-blandt-europas-allerbedste-til-erhvervssamarbejde.cid39724

- QS's Engineering and Technology-lister består af fem kategorier: Chemical Engineering, Civil and Structural Engineering, Electrical and Electronic Engineering, Computer Science and Information Systems og Mechanical, Aeronautical and Manufacturing Engineering

- Arbejdet med QS World University Rankings udspringer af en tidligere ranking-liste, som Times Higher Education og QS Top Universities stod bag i fællesskab, men i dag udarbejder de to parter hver deres rangliste.

Relevant information

http://www.aau.dk


Pressekontakt


Firma

Aalborg Universitet
Niels Jernes Vej 10
9220 Aalborg, Danmark

  99 40 73 39
   2340 6554

http://www.aau.dk

Modtag nyheder fra Aalborg Universitet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater