Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
29/04-11   -   Pressemeddelelse

Kortlægning af unges færden skal udvikle Vollsmose

Med GPS-tek nologi og mobiltelefoner sk al en gruppe unge registrere, hvordan de bevæger sig rundt i Vollsmose. Gennem den nye undersøgelsesform vil forskere og kommune inddrage de unge i planerne for, hvordan Odense-bydelen kan udvikles i de kommende år.

I Odense-bydelen Vollsmose har man sat en stribe projekter i gang for at udvikle området og åbne det mere for resten af byen. Som en del af den overordnede byudvikling gennemfører forskere fra Aalborg Universitet i starten af maj en undersøgelse af, hvordan unge Vollsmose-beboere bevæger sig rundt i området. De unges bevægelsesmønstre skal inddrages i byplanlægningen på en ny måde ved hjælp af de tracking-muligheder, der ligger i mobiltelefoner og GPS-teknologi.

- Undersøgelsens deltagere skal "tegne Vollsmose med fødderne", og resultaterne skal efterfølgende bruges som udgangspunkt for en debat med bydelens beboere om, hvilke forandringer Vollsmose skal undergå i de kommende år, siger Anne-Marie Sanvig Knudsen fra Aalborg Universitet.

- Det kan ellers være svært at få inddraget de unge i offentlige diskussioner om byudvikling, men ved at anvende teknologier, de unge i forvejen kender, får man en anden mulighed for at gøre de unges stemme hørt i debatten, fortæller Anne-Marie Sanvig Knudsen.

Odense Kommune har bedt forskergruppen fra AAU's Institut for Arkitektur & Medieteknologi om hjælp til kortlægningen af de unges bevægelsesmønstre for at kunne bruge denne viden i den helhedsplan, man er i færd med at udvikle for Vollsmose-bydelen, og samtidig skal undersøgelsen også bruges som en del af dialogen med borgerne om bydelen, fordi GPS-trackingen er folks egne "vidnesbyrd" om deres færden.

- Undersøgelsen giver mulighed for direkte borgerinvolvering, hvor de unge er med til at tegne en ny bydel eller pege på, hvordan man vil udvikle bydelen. Samtidig får vi brugbar viden i byplanlægningsperspektiv, som vi ellers typisk ville have søgt ved at tælle biler eller fodgængere. I det hele taget vil vi gerne tage hul på brugen af sociale medier og nye teknologier, som rummer nogle interessante perspektiver i forhold til borgerinddragelsen, forklarer Niels Skovlund Madsen, der er projektleder i Multifunktionel Bydel Vollsmose.

Undersøgelsens deltagere er rekrutteret via Vollsmose-initiativet "Unge2Unge", og kortlægningen foregår primært via smartphones, som de 20 unge Vollsmose-borgere får med i lommen gennem en hel uge.

- Ganske som når motionister eksempelvis anvender servicen Endomondo til at kortlægge løberuter, vil en applikation på deltagernes telefon registrere, hvordan de bevæger sig rundt i bydelen. Samtidig opfordres deltagerne til at bruge mobilen til at tage billeder, kommentere dem og lægge dem op på projektets website, så de også kan indgå i den "fortælling" om Vollsmose, som tracking-undersøgelsen også er, siger Anne-Marie Sanvig Knudsen.

Forskergruppen på Aalborg Universitet er blandt de første i verden til at inddrage nye overvågnings-teknologier i byplanlægningsprojekter. Målet er at hjælpe danske kommuner med at gøre byrummet bedre og skabe steder, hvor fremtidens borgere har lyst til at opholde sig. En undersøgelse i Aalborg i 2009 viste blandt andet, at de unge deltagere ikke havde noget mod at blive overvåget som en del af et forskningsprojekt, og at de havde en forholdsvis detaljeret forståelse af den overvågning, som de tog del i, både teknisk og etisk. Odense Kommune ønsker med undersøgelsen 2.-8. maj at blive klogere på brugen af Vollsmoses infrastruktur og grønne områder, og en serie opfølgende deltagerinterviews skal give mere detaljeret viden, som også kan indgå i en kommende masterplan og ny helhedsplan for Vollsmose.

Fakta:
- I Odense-bydelen Vollsmose bor 10.000 borgere, hvoraf 50 procent er under 24 år.

- Under overskrifterne "Multifunktionel Bydel" og "Invest in Vollsmose" igangsætter Odense Kommune i disse år en lang række projekter for området med byfornyelse, erhverv, infrastruktur m.m. Tracking-undersøgelsen med de unge borgere skal give viden om brugen af Vollsmose og har brug for undersøgelsen som et oplæg til debat.

- Det er dog ikke kun undersøgelses 20 deltagere, der kan bidrage til kortlægningen. Andre borgere kan låne en GPS eller bruge en Android-telefon med en gratis applikation og derefter oploade deres egen færden til det kort, der vil kunne følges på projektets website. Overvågningen finder som udgangspunkt finder sted døgnet rundt, men deltagerne i Vollsmose-undersøgelsen har mulighed for at slukke for mobilen og tracking-applikationen, hvis de føler behov for det.

- For forskerne fungerer undersøgelsen i Vollsmose som et pilotprojekt for et lignende forløb i Aalborg Øst i juni, som indgår i Anne-Marie Sanvig Knudsens overordnede forskningsprojekt. Hun har også tidligere arbejdet i kommunalt regi med

- byplanlægning og boligforhold i udsatte områder og er nu i færd med at skrive ph.d.-afhandling om, hvordan nye kommunikationsteknologier kan ændre interaktionen mellem sted, menneske og teknologi.

Tid og sted:
Undersøgelsen finder sted i uge 18 (2.-8. maj) i Odense-bydelen Vollsmose med opfølgende interview s i uge 19. Den 2. maj vil det være muligt for pressen at træffe både Anne-Marie Sanvig Knudsen og Niels Skovlund Madsen i Vollsmose, og der vil også være mulighed for at interviewe de unge deltagere. Data fra trackingen vil løbende blive oploadet til projektets website i anonymiseret form.

Yderligere oplysninger:
- Henvendelser om pressebesøg i forbindelse med undersøgelsen bedes rettet til projektleder Niels Skovlund Madsen, mens Anne-Marie Sanvig Knudsen og lektor Henrik Harder kan give detaljer og interview s om selve undersøgelsen.

- Anne-Marie Sanvig Knudsen, ph.d.-studerende på Institut for Arkitektur & Medieteknologi, Aalborg Universitet, tlf. 51 92 50 45 (uddannet kulturgeograf fra Lunds Universitet, master i Urban Development Planning fra UCL i London, har tidligere arbejdet med boligforhold og byplanlægning i Københavns Kommune og Lolland Kommune om)

- Lektor Henrik Harder, Institut for Arkitektur & Medieteknologi, Aalborg Universitet, tlf. 99 40 71 68, mobil 30 62 67 87

- Projektleder Niels Skovlund Madsen, Multifunktionel Bydel - Vollsmose, Odense Kommune, tlf. 40 22 86 27

- Benthe Vestergaard, leder af Vollsmoses mediehus, tlf. 51 50 96 83

- Generelpressekontakt om forskningsprojektet: Tor Bagger, AAU, tlf. 99 40 96 44, mobil 20 73 68 45

- Besøg undersøgelsens projektwebsite: http://www.vollsmose.dk/ (se også http://aod-dus.cs.aau.dk/vollsmose2011/index.html)

- Foto: Fyrreparken i Vollsmose

Relevant information

http://www.aau.dk


Pressekontakt


Firma

Aalborg Universitet
Niels Jernes Vej 10
9220 Aalborg, Danmark

  99 40 73 39
   2340 6554

http://www.aau.dk

Modtag nyheder fra Aalborg Universitet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater