06/10-11
-
Pressemeddelelse
Aarhus Festuge præmieres for frodighed
Aarhus Festuge og landskabsarkitektfirmaet Schønherr modtager den lille udgave af Dansk Landskabspris 2011 for deres forvandling af Store Torv til 'Store Skov' under Aarhus Festuge 2010.
Da Aarhus Festuge åbnede i 2010 under overskriften Naboer, vågnede byen op til et uvant syn: 130 træer havde indtaget byens mest centrale plads Store Torv, og i de følgende ti dage blev den frodige nabo til kulturfestivalen et naturligt og populært samlingspunkt for mange tusind Festugegæster. Nu vinder skoven på Store Torv den lille Landskabspris 2011 og 10.000 kr.
Jens Folmer Jepsen, direktør for Aarhus Festuge siger:
"Det er en pris, vi tager imod med stolthed på størrelse med skoven selv. Først og fremmest fordi det understreger Festugens holdning om, at kunst og den kunstneriske tilgang kan have vital betydning, når udgangspunktet er væsentligt, oplevelsen i øjenhøjde og samarbejdet konsekvent, som det var mellem Schønherr, P. Malmos og Festugen."
Træernes vandring
At afprøve nye vinkler på byens centrale pladser er netop en af Festugens fornemste opgaver. Håbet er, at byrumseksperimenterne vil efterlade et vandmærke i hverdagen og inspirere til permanente forandringer. Det blev skoven i 2010 et godt eksempel på. Efter Festugen vandrede træerne videre ud i byen og blev plantet permanent på legepladser i daginstitutionerne. Imidlertid var omkring 13.500 medlemmer af Facebook-gruppen 'Bevar skoven på Store Torv' enige om at "Byen har brug for skoven!". Den holdning delte man delvist i Teknik og Miljø-forvaltningen i Aarhus Kommune, der i marts 2011 foreslog at beplante både Bispetorv og Store Torv med inspiration i Festugens 'Store Skov':
"Det er tudetosset at lade to, store centrale torve ligge øde hen, så derfor skal vi indrette dem, så det indbyder til mere liv. Skoven på Store Torv i Festugen viste med al tydelighed, at smukke og spændende byrum skaber liv og atmosfære og bidrager til at gøre Aarhus attraktiv for byens borgere og besøgende," lød det fra rådmanden for Teknik og Miljø, Laura Hay. Ifølge forvaltningen forventes forgrønnelsen af torvene at blive en realitet i løbet af foråret 2012.
Frodighed er mange ting
Temaet for Landskabsprisen 2011 er frodighed. Prisen er blevet delt i en stor og en lille pris, hvor den lille pris på 10.000 kr. går til Aarhus Festuge og Schønherr og den store pris på 40.000 kr. går til tegnestuen Schul Landskabsarkitekter for arbejdet med Billedhuggerhaven i København. De to projekter er valgt, fordi de viser forskellige sider af, hvad frodighed er og kan. På Store Torv blev et kendt rum omdannet til en midlertidig oase, mens Billedhuggerhaven er en opdatering, hvor et historisk anlæg bringes tilbage til sin tidligere frodighed, samtidig med at det bevares for fremtiden.
Baggrund
Dansk Landskabspris 2011 har til hensigt at sætte fokus på landskabsarkitekturen og forvaltningen af landskabet i både by og land. Prisen giver mulighed for at kunne hædre personer, der gør et ekstraordinært arbejde inden for faget, og med det afsæt er med til at videreudvikle faget i dets fulde bredde.
Landskabsprisen skal hvert år omhandle et nyt tema - i år er temaet 'frodighed'. Ved indkaldelse af indstillinger til prisen, blev temaet beskrevet som " projekter, der i særlig grad viser landskabsarkitektfagets fornemmelse for planter i vækst i den store eller lille skala. Frodighed er ikke bare når planterne gror, det er også når planterne udtrykker en overvældende livskraft på uventede steder som oasen i ørkenen, lommeparken på stenbroen, skoven på terrassen og slyngplanterne på huset. Det grønne i det grå, med den magi og det stof, der giver særlige oplevelser for alle."
Prisen er skabt i et samarbejde mellem DL, Danske Landskabsarkitekter, KPN, Kommunale Park- og Naturforvaltere samt PLR, Praktiserende Landskabsarkitekters Råd. Dansk Landskabspris 2010's prisjury består af billedhuggeren Sophia Kalkau, billedkunstneren og fotografen Mads Gamdrup, landskabsarkitekt MDL. Lars Poulsen, landskabsarkitekt MDL. Charlotte Horn samt landskabsarkitekt MAA. MDL. Jacob Fischer.
Relevant information
http://www.aarhusfestuge.dk/