26/01-10
-
Pressemeddelelse
Gymnasielærere på skolebænken igen
Gymnasielærere fra hele landet er i disse dage på skolebænken på Aarhus Universitet, hvor de bliver sat ind i de nyeste teknikker og teorier inden for bioteknologien. Over 100 gymnasier i Danmark har introduceret en ny linje med bioteknologi på højt niveau, og der er derfor opstået et behov blandt gymnasielærerne for at blive opdateret med den nyeste viden inden for området.
Hele efteruddannelsen løber over fire individuelle kurser, der afholdes ved fire forskellige universiteter i Danmark. Aarhus Universitet lægger ud med det første kursus i "Genkloning og bioteknologi", der løber over tre dage, herefter følger Syddansk Universitet, derefter Københavns Universitet og til sidst Danmarks Tekniske Universitet. Efteruddannelsen omfatter både foredrag og praktiske øvelser i laboratoriet.
Kim Kusk Mortensen, der er lektor ved Molekylærbiologisk Institut, er primus motor for den del af efteruddannelsen, der bliver afholdt ved Aarhus Universitet.
- "Vi efteruddanner i første omgang 138 gymnasielærerne fra hele landet, og de har vist stor interesse for bioteknologien, så jeg er sikker på, at gymnasieeleverne kan se frem til engagerede og fagligt opdaterede lærere," udtaler Kim Kusk Mortensen. "Gymnasierne står over for et stort indkøb af nyt apparatur til brug for undervisningen i bioteknologi, og også her kan vi vejlede dem i, hvilket apparatur der er bedst egnet til formålet," tilføjer Mortensen.
- "Bioteknologi er et yderst vigtigt fag i dag, da det danner basis for en del viden både inden for læge- og naturvidenskab, og det er derfor vigtigt for fremtidens Danmark, at der sker en opprioritering af faget også på gymnasierne. De studerende på universiteterne har allerede i mange år kunnet specialisere sig i bioteknologi, og med en specialisering allerede på gymnasieniveau forventer vi en højnelse af niveauet også på universiteterne inden for bioteknologien," afslutter Kim K. Mortensen.
Sif Sørensen og Jette Vingborg begge fra Egå Gymnasium samt Mogens Ellebæk fra Roskilde Katedralskole i gang med øvelser i laboratoriet.
- "De forskellige forsøg, vi gennemgår på kurset, er baseret på færdiglavede kits, som vi selv kan købe og bruge i vores undervisning, så det er dejligt at få dem gennemgået og afprøvet her og få noget teori med i købet", udtaler gymnasielærerne Sif Sørensen og Jette Vingborg, der deltager i efteruddannelsen.
- "Udover det faglige udbytte, får vi ligeledes et stort og værdifuldt netværk af gymnasielærere fra hele landet, som vi kan sparre med i fremtiden", slutter de to gymnasielærere.
Relevant information
http://www.au.dk
Firma
Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Århus C,
Danmark
8942 2343
2899 2517
http://www.au.dk