22/03-11
-
Pressemeddelelse
Forskere skal øge mængden af værdifulde stoffer i tang
Forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Aarhus Universitet, skal over de kommende år optimere dyrkningen af makroalger (tang) i AlgeCenter Danmark's dyrkningsanlæg på Grenaa Havn. Målet er at opnå et højere indhold af værdifulde stoffer som naturlige farvestoffer, antioxidanter og proteiner.
DMU er med i et nyt innovationskonsortium sammen med Syddansk Universitet, DTU, Teknologisk Institut og et antal virksomheder. Konsortiet er netop tildelt 14 millioner kroner fra Rådet for Teknologi og Innovation. Forskningsinstitutionerne, virksomhederne og Teknologisk Institut, der leder projektet, vil med et samlet budget på 35,3 millioner kroner skabe et center, hvor danske virksomheder kan få vurderet potentialet for bedre udnyttelse af restprodukter fra deres produktion.
Der produceres hvert år 8,5 mio. tons restprodukter fra landbrug, fødevare- og foderindustri i Danmark. Restprodukterne indeholder netop ofte de værdifulde naturlige ingredienser såsom farvestoffer, proteiner og antioxidanter. Tang er en ressource, der er meget anderledes end landplanter og bl.a indeholder helt andre interessante højværdistoffer. Tang udnyttes allerede til værdifulde ingredienser som geléringsstofferne carrageenan, agar og alginat. Men mange andre og nye stoffer kan udvindes fra tang, og det er hér forskere fra DMU bidrager til konsortiet.
Ingredienser og energi
Konsortiet vil under overskriften "Naturlige ingredienser og Grøn Energi - med bæredygtige oprensningsteknologier" udvikle og demonstrere en ny teknologi, der både kan udvinde værdifulde naturlige ingredienser af restprodukter og sikre, at de endelige restprodukter kan anvendes til produktion af grøn energi.
Den ny teknologi gør brug af en ny type membraner baseret på aquaporiner - de samme proteiner som er ansvarlige for vandtransporten i biologiske celler. Disse membraner kombineres med en ny oprensningsteknologi, der i stor målestok kan frasortere de værdifulde indholdsstoffer fra restprodukterne.
I dyrkningsanlægget på Grenaa Havn skal DMU's forskere forbedre makroalgernes produktion af de værdifulde stoffer ved hjælp af lys og tilførsel af næringsstoffer i de optimale mængder og sammensætning. Algerne - det er endnu ikke besluttet hvilke arter, der skal indgå i forsøget - bliver høstet og transporteret til Syddansk Universitet, der i udviklingsarbejdet skal stå for udvindingen af antioxidanter og farvestoffer. Algeresterne skal derefter udnyttes i energiproduktion.
Forsker Annette Bruhn, DMU, ser DMU's deltagelse i projektet som et vigtigt skridt på vejen til en integreret og bæredygtig udnyttelse af akvatisk biomasse.
"Desuden betragter vi konsortiet som et brohoved i anvendelse af vores forskningsresultater i det danske erhvervsliv," siger Annette Bruhn.
Kontakt: Forsker Annette Bruhn, tlf. 8920 1434, anbr@dmu.dk
Relevant information
http://www.au.dk
Firma
Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Århus C,
Danmark
8942 2343
2899 2517
http://www.au.dk