05/11-10
-
Pressemeddelelse
200.000 danskere har fået svar fra Familieadvokaten.dk
Landets første og førende juridiske rådgivning på Internet, www.familieadvokaten.dk, må selv afgøre, om den vil give sig selv et diplom med en fornem titel.
Når en cd med musik bliver solgt i et oplag på 30.000 eksemplarer, udløser det en platinplade.
Men når en juridisk rådgivning skriftligt har besvaret 200.000 henvendelser, må den selv vælge, om det skal markeres med et diplom med etiketten guld, platin eller en ædelsten.
Vi besvarede for nylig spørgsmål nummer 200.000, og det runde hjørne har blot givet os mere energi til at fortsætte med at hjælpe danskere, der har juridiske problemer eller overvejelser, siger makkerparret bag familieadvokaten.dk, advokat Jørgen U. Grønborg og cand. jur. Erik Frodelund, begge Århus.
Behovet for juridisk rådgivning er enormt, og vi øser hellere end gerne af vores viden til gavn for familien Danmark.
Da linjen åbnede på Internet 1. november 1996, var det gratis at få svar i brevkassen. Men efter nogle få år måtte duoen bag familieadvokaten indføre medlemskab, hvor folk betaler et beskedent beløb for at få svar, fordi de to eksperter var ved at segne af træthed. På det tidspunkt modtog makkerparret flere henvendelser, end der kom til samtlige landets advokatvagter til sammen.
Til gengæld har vi heldigvis kunnet fastholde vores oprindelige idé med, at folk kan få masser af gratis juridisk rådgivning på vores linje, siger Jørgen U. Grønborg og Erik Frodelund, inden de fortsætter:
Det er gratis at læse linjens mange hundreder emner, for eksempel om ægteskab, papirløst samliv, arv, dødsboer, lejeret, klagenævn og boligen. Desuden har vi lagt knap 3.000 brevkassesvar ud i linjens gratis del, så andre kan få glæde af dem, lige som alle kan læse "månedens gode råd".
Hver gang, der kommer nye love eller ændringer i lovene, bliver linjens emner opdateret, så folk gratis kan få orientering om for eksempel de nye regler om forlodsudtagelse af pensioner, den nye arvelov og nedsættelsen af den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år. Det er et stort arbejde, men vi kan tillade os at gøre det, fordi vi begge driver selvstændig juridisk virksomhed ved siden af familieadvokaten.dk.
I stedet for kontant afregning fra landets mest besøgte og populære rådgivning på nettet kan Jørgen U. Grønborg og Erik Frodelund glæde sig over, at de dagligt får positive tilbagemeldinger fra folk, som klikker sig ind på emnerne på familieadvokaten. Det gælder rosende ord som:
"Jeg har brugt hjemmesiden rigtigt meget og synes, at I yder en fantastisk service".
"Tak for den store hjælp til alle os med problemer, som vi ikke kan finde rundt i... I gør en forskel".
At rigtig mange danskere finder vej til familieadvokaten.dk kan direkte aflæses på linjens forside. Inden længe kommer gæst nr. 2,3 million gennem tælleren på denne side.
Vi har haft mulighed for at sælge linjen, men takkede nej, for den er vores hobby. Og det skal den fortsætte med, da behovet for juridisk rådgivning via nettet vokser fra år til år, lover Jørgen U. Grønborg og Erik Frodelund.
Yderligere oplysninger kontakt:
Advokat Jørgen U. Grønborg tlf. 86 13 06 00
Cand. jur. Erik Frodelund tlf. 87 48 00 10
Relevant information
http://www.familieadvokaten.dk