18/02-16
-
Pressemeddelelse
Beskyt din hund mod forgiftning
I 2015 endte mere end 1.000 hunde hos dyrlægen med alvorlige forgiftninger, jævnfør Agria Dyreforsikrings skadesstatistik. Rottegift, lægemidler og glykol (findes i kølervæske), er blandt de hyppigste årsager til, at hundene bliver syge. Agria Dyreforsikring guider til, hvordan du spotter, at din hund er forgiftet.
Hvis din hund slingrer, kaster op og virker beruset, skal du tage affære med det samme. Symptomerne kan være tegn på, at hunden har indtaget livsfarlig glykol, der blandt andet findes i kølervæske til biler.
Hunde bliver tiltrukket af væskens søde duft og smag, og der skal ikke særligt store mængder til, før hunden får det dårligt og i værste tilfælde dør. Lidt spildt væske på jorden eller i sne er nok til, at hunden kan blive alvorligt syg.
"Indtagelse af glykol kan medføre akut nyresvigt og død, hvis der ikke bliver reageret i tide. Men det kan være svært at fastslå, om der er tale om glykolforgiftning, da symptomerne kan vise sig fra en til tolv timer efter indtagelse alt efter mængden af glykol og hundens størrelse," siger Lotta Möller, dyrlæge ved Agria Dyreforsikring.
Hun understreger, at stærk forøget tørst og øget vandladning kan være tegn på, at nyrerne er ved at sætte ud. Efter tolv timer kan det se ud som om, faren er drevet over, men de giftige stoffer i glykol ophober sig i kroppen, og den næste krise opstår cirka et døgn efter indtagelse. Her sætter nyrerne ud. Hunden holder op med at tisse. Den brækker sig og får det værre og værre. Derfor skal man henvende sig til sin dyrlæge ved den mindste mistanke.
Rottegift er mest udbredt Nye tal fra Agria Dyreforsikring viser, at mere end 1.000 hunde sidste år fik omfattende behandling ved dyrlægen på grund af forgiftning af forskellig art.
Den mest almindelige årsag til forgiftning er rottegift, der kan være dødelig. Risikoen afhænger af hundens størrelse, mængden af indtaget gift, og hvilken type gift, det drejer sig om.
Rottegift findes overalt i vores hverdag - i parker, langs fortove og i mange andre bymiljøer. Forgiftning med rottegift giver ikke specifikke symptomer og kan være vanskelig at opdage. Det tager normalt tre til fem dage, før en hund reagerer på rottegift. "Træthed, blege slimhinder, kramper, åndedrætsbesvær og gangbesvær kan være tegn på, at hunden har indtaget rottegift. Giften kan også forårsage indre blødninger, hvis hunden støder ind i ting," siger Lotta Möller. Agria Dyreforsikring opfordrer hundeejere til at beskytte deres dyr ved at være opmærksomme på omgivelserne. Hvis man har mistanke om forgiftning, er det vigtigt at kontakte dyrlægen hurtigst muligt, især hvis hunden mister en masse væske gennem opkastning eller diarré.
Fra 2010 til 2015 blev mere end 6.000 hunde forgiftet. De fem mest almindelige årsager var:
Rottegift - almindelig i mange miljøer, kan være dødelig
Farmaceutiske produkter - beregnet til dyr og mennesker
Foder - hund foræder sig i sit eget foder
Glykol - bruges til motorer og er direkte dødbringende
Svampe - grådige hunde spiser noget på gåtur
Pressekontakt
Sonja Karaoglan
Country Manager
+45 23 60 31 61
Firma
Agria Dyreforsikring
Postboks 744
2730 Herlev ,
Danmark
70 10 10 65
23 60 31 61
http://www.agria.dk/