28/04-16
-
Pressemeddelelse
Ny undersøgelse: Stigning i antal sygeforsikrede hunde
Flere og flere hunde er dækket af en sygeforsikring. Det viser en ny undersøgelse fra YouGov på vegne af Agria Dyreforsikring. Stigningen glæder Dansk Kennel Klub, der sætter pris på, at danske hundeejere i stigende grad tager ansvar for deres kæledyr.
Et slugt fremmedlegeme, bøvl med ørerne eller et brækket ben.
En rask og rørig hund kan hurtigt ende på dyrlægens operationsbord. Til glæde for både hunde og hundeejere er et stigende antal danske hunde sygeforsikret. Det betyder, at en dyrlægeregning kan blive dækket helt eller delvist af et forsikringsselskab.
39 procent af de danske hundeejere har i dag en sygeforsikring til deres hund. Det viser en ny repræsentativ undersøgelse, som YouGov har foretaget for Agria Dyreforsikring.
Resultatet er en stigning på fire procent på godt et år. I en lignende undersøgelse fra slutningen af 2014 svarede 35 procent af hundeejerne, at de havde en sygeforsikring til deres hund.
Der findes godt 500.000 hunde i Danmark. Ifølge den nye undersøgelse er knap 200.000 hunde i dag sygeforsikret.
Glæde hos Dansk Kennel Klub
Udviklingen glæder Anne Orholt, der er kommunikationsmedarbejder i Dansk Kennel Klub.
"Vi er glade for, at udviklingen går i den rigtige retning. Når man anskaffer sig en hund, påtager man sig et stort ansvar, og det er positivt, at et stigende antal danskere tænker langsigtet og tager ansvar for deres kæledyr. Når hunden først er syg, er det jo for sent at handle," siger hun.
Sonja Karaoglan, direktør i Agria Dyreforsikring, hæfter sig ved, at flere hunde nu undgår at blive aflivet som følge af manglende sygeforsikring.
"Vi hører desværre fra dyrlægerne om hundeejere, der må træffe det svære valg at lade deres hund aflive, selvom den kan behandles og blive helt rask. Det kommer simpelthen bag på mange, at selv et mindre indgreb hos dyrlægen kan blive dyrt. Hvis hunden er sygeforsikret, undgår man at bringe sig selv i det dilemma," siger hun.
Uvidenhed om forsikring
Selv om udviklingen i antallet af sygeforsikrede hunde går i den rigtige retning, bekymrer det Dansk Kennel Klub, at et stort antal danskere ikke er klar over, hvad en sygeforsikring dækker.
YouGov-undersøgelsen viser, at 43 procent af de adspurgte hundeejere ikke ved, at en sygeforsikring dækker, hvis hunden bliver syg eller kommer til skade.
"Det undrer mig, at så mange hundeejere ikke ved, hvad en sygeforsikring dækker. Men det fortæller os, at vi sammen med forsikringsbranchen skal blive endnu bedre til at oplyse om forskellene mellem den lovpligtige hundeansvarsforsikring og en sygeforsikring og fordelene ved dem begge," siger Anne Orholt.
Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov på vegne af Agria Dyreforsikring. Der er i alt gennemført 1.007 CAWI-interview med danskere i alderen 18-74 år, som har hund, kat eller hest, i perioden den 18. - 21. marts 2016.
Pressekontakt
Sonja Karaoglan
Country Manager
+45 23 60 31 61
Firma
Agria Dyreforsikring
Postboks 744
2730 Herlev ,
Danmark
70 10 10 65
23 60 31 61
http://www.agria.dk/