03/12-09
-
Pressemeddelelse
Arkitekter viser vejen til klimaløsninger
Danske og udenlandske arkitekter sætter under klimatopmødet fokus på arkitekturen som klimaløsning med tiltaget Sustainable by Design. Sustainable by Design består af udstillinger, foredrag, workshops, rundvisninger, interviews og meget mere, som sættes i værk for at oplyse politikerne om, hvordan arkitekturen kan være med til at løse de globale klimaproblemer.
I den industrialiserede verden er bygningssektoren ansvarlig for 40 % af det totale CO2-udslip. Derudover står byggesektoren for 50 % af de materialer, der anvendes og 60 % af det spildmateriale, som produceres. Derfor er det mere end nødvendigt, at arkitekter fremover betragtes som en del løsningen.
Formanden for Akademisk Arkitektforening, Rikke Krogh, siger: "Vi vil med Sustainable by Design gerne råbe både de internationale delegerede til COP15 og de danske politikere op. Vores budskab er, at det ikke kun er vedvarende energi og tekniske løsninger, der skal til for at løse de globale klimaproblemer. Arkitekturen og bæredygtigt design kan være med til at dæmme op for meget af verdens CO2-udslip - og det viser vi frem på kreativ vis under klimatopmødet ved forelæsninger, på udstillinger og meget mere. Mange prominente arkitekter, inklusive præsidenten for UIA, den internationale arkitektforening, den australske arkitekt Louise Cox, kommer til København under topmødet for at fremme budskabet bag Sustainable by Design og skærpe opmærksomheden på arkitekterne og arkitekturen som en betydelig del af løsningen".
For at vise og diskutere løsningerne har UIA, Den internationale Arkitektforening, i samarbejde med Akademisk Arkitektforening, Kunstakademiets Arkitektskole, architekturclips.de og VELUX bl.a. arrangeret
· Et 'Open Forum' med film, forelæsninger og debat hver dag kl. 17 - 19 på Kunstakademiets Arkitektskole fra den 7. til den 11. december. Gratis adgang for alle interesserede.
· En international workshop for studerende fra 5 arkitektskoler fra den 7. til den 11. december.
· Daglige guidede vandreture fra den 7. til den 18. december på Vesterbro kl. 12 på engelsk og kl. 14 på dansk, som viser byen fra den mest bæredygtige og smukke side - og som er gratis for alle. Arrangeret i samarbejde med Dansk Arkitektur Center.
· Pressemøde den 12. december kl. 16.00 på Kunstakademiets Arkitektskole, hvor UIAs Copenhagen Declaration of Sustainable by Design lanceres. Samtidig overrækkes priser til vinderne af Sustainable by Design Student Award.
Udstillingen, Climate and Architecture, vises samtidig på Kunstakademiets Arkitektskole frem til den 20. december. Gratis adgang for alle interesserede.
Følg med på:
www.arkitektforeningen.dk eller http://www.uia-architectes.org/cop15_en.html eller www.velux.com/cop15
samt
http://www.arkitektforeningen.dk/Miljoe/2Klimakonference%2009.aspx
Relevant information
http://www.arkitektforeningen.dk