23/09-15
-
Pressemeddelelse
Arkitekturoplevelser i hele landet
Arkitekturens Dag d. 1. oktober i fællesskabernes og deleøkonomiens tegn med flere end 50 gratis events og præmieringer til god lokal arkitektur
Den 1. oktober fejres arkitekturens internationale kampdag. Det sker med gratis oplevelser, foredrag, byvandringer, film og meget mere, fra Bornholm til Nordjylland, for store og for små.
Titlen for Arkitekturens Dag 2015 er "At skabe ved at dele". Det handler om arkitekternes, designernes og byplanlæggernes rolle i udviklingen af rammerne for nye fællesskaber. Hvordan kan god arkitektur, design og byplanlægning få os til at deles om alt fra græsslåmaskiner til byrum, boliger, biler og køkkenhaver og derved spare på ressourcerne?
Tegnestuer, kommuner, institutioner, lokale ildsjæle og skoler står bag flere end 50 arrangementer i hele landet.
"Det er med stor glæde, vi hvert år ser arrangører fra hele landet være med til at skabe et mangfoldigt program, og jeg håber, at der også i år vil være mange, som vil benytte lejligheden til at blive klogere på arkitekturens betydning, fællesskaber og deleøkonomi - eller blot have en sjov dag med gode oplevelser", siger Jesper Pagh, direktør i Arkitektforeningen.
Oplev blandt andet deleøkonomisk boligblok anno 1930'erne i Aarhus, hvor du også kan komme med på arkitekturløb. Besøg mobilt bibliotek og offentlige shelters i Faaborg, urban have i Brabrand, tag med på byvandring til nye projekter i Fredericia, byplanlægning i sandkasser og lydinstallationer på slagteriet i Holstebro, byfællesskab på fælleden i 8-tallet i København, pop-up event i Aalborg med 8 kg LEGO. Derudover kan man lære om Smart Cities i Odense, besøge fremtidens akuthospital i Viborg og høre om biologisk byggeri i Middelfart - og meget, meget mere!
For børn
Arkitekturens Dag er også for børn: I Kolding bygger skolebørn delesamfund op, og de mindste kan også komme til arkitekturworkshop i Dragør eller designe arkitekturmodeller i København. Museum Jorn åbner dørene for skolelever til arkitekturworkshop i Silkeborg og man kan bygge med Klakx i byhaven i Viborg.
Præmieringer af god arkitektur
Arkitekturens Dag er også anledningen til, at mange kommuner præmierer årets bedste nye arkitektur. I år deles der blandt andet priser ud i Lyngby, Herning, Svendborg, Vejle og Kolding.
Arkitekturens Dag for alle
De fleste har en ide om, hvad en flot bygning er, og en forståelse af, hvad en arkitekt laver. Men i virkeligheden er arkitektur meget andet og mere end bygninger. Arkitekturens Dag er derfor tiltænkt som en mulighed for, at alle - i alle aldre - kan få et indblik i arkitekturens mangfoldige verden og den indflydelse, den har på vores egen hverdag.
Arkitekturens Dag er indstiftet af UIA, den internationale Arkitektforening, og i Danmark er det Arkitektforeningen, der er tovholder på dagen.
Alle events er non-profit og en stor del bliver til med økonomisk støtte fra Arkitektforeningen.
Relevant information
Se det samlede program
http://arkitektforeningen.dk/Politik/Arkitekturens%20Dag%202015/Program%20for%20Arkitekturens%20Dag%202015
Se hvad der sker i København, Sjælland og Bornholm
http://arkitektforeningen.dk/Politik/Arkitekturens%20Dag%202015/Arkitekturens%20Dag%202015%20i%20K%C3%B8benhavn%20og%20p%C3%A5%20Sj%C3%A6lland
Se hvad der sker i Jylland og på Fyn
http://arkitektforeningen.dk/Politik/Arkitekturens%20Dag%202015/Arkitekturens%20Dag%202015%20-%20%C3%B8erne%20og%20Jylland