04/06-10
-
Pressemeddelelse
SOSU-ansatte skifter ofte job
Hver tredje SOSU-medarbejder skifter job i løbet af et år, viser ny analyse fra AKF, Anvendt KommunalForskning. Fokus på psykisk arbejdsmiljø og bedre trivsel kan få flere SOSU'er til at blive
Op mod 35.000 SOSU-ansatte skifter arbejdsplads i løbet af et år. Det svarer til hver tredje, og det er dobbelt så mange som på resten af arbejdsmarkedet. Det viser en ny stor analyse, som AKF har foretaget blandt samtlige SOSU-ansatte over en 10-årig periode.
- Den høje mobilitet kan have store omkostninger for de enkelte medarbejdere, for arbejdspladsen og for samfundet, siger forskningsassistent i AKF, Helle Bendix Lauritzen, som er en af forskerne bag analysen.
Fokus på psykisk arbejdsmiljø
Når SOSU-ansatte skifter job, er det fordi de er utilfredse med arbejdsmiljøet og trives dårligt. De peger fx på skæve arbejdstider, tidspres og problemer med at nå deres kerneydelser, utilfredshed med ledelse eller samarbejdsproblemer med kollegerne.
- Det er helt centralt at have fokus på trivsel og psykisk arbejdsmiljø, hvis flere SOSU-medarbejdere skal motiveres til at holde fast i deres job og deres fag. Det er en udfordring for kommunerne og regionerne i de kommende år, siger Helle Bendix Lauritzen.
Kan koste dyrt
Langt de fleste skifter til et andet job inden for SOSU-faget. 22% af de ansatte bliver i en SOSU-stilling og skifter fx bare fra ét plejehjem til et andet eller fra sygehus til hjemmepleje. Det er bemærkelsesværdigt at så mange vælger at blive i det offentlige og i faget. Men der er også en gruppe, som enten skifter til et job uden for faget - eller trækker sig helt tilbage fra arbejdsmarkedet.
- Det kan have omkostninger for arbejdspladserne, hvis de hele tiden skal rekruttere og oplære nye medarbejdere. Det kan også være et tab for både den enkelte SOSU-medarbejder og for samfundet, hvis deres uddannelse og arbejdserfaringer ikke bliver udnyttet, fordi de forlader faget i utide, siger forskningsassistent i AKF, Britt Østergaard Larsen, som også står bag analysen.
FAKTA om SOSU-undersøgelsen
· SOSU-ansatte består af social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere og ikke-uddannet personale. De er bl.a. ansat på plejehjem, døgninstitutioner, hospitaler og i hjemmeplejen
· Undersøgelsen er bl.a. baseret på registeroplysninger fra Danmarks Statistik for samtlige ansatte i SOSU-stillinger i perioden 1997-2006.
· Der er desuden foretaget 30 dybdegående interview med SOSU-personale fra kommuner og regioner samt en spørgeskemaundersøgelse blandt 3.000 offentligt ansatte, herunder ansatte i SOSU-stillinger.
Relevant information
http://www.akf.dk
Firma
AKF - Anvendt KommunalForskning
Nyropsgade 37
1602 København V,
Danmark
4333 3459
5050 9501
http://www.akf.dk