Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
08/06-10   -   Pressemeddelelse

Flere børn gør pædagoger mere syge

Pædagogerne er oftere syge og skifter hyppigere job, når der er flere børn i børnehaven eller vuggestuen. Det viser en ny undersøgelse fra AKF, Anvendt KommunalForskning

Når der er flere børn på stuen, er sygefraværet højere blandt pædagoger og pædagogmedhjælpere. Det viser en ny undersøgelse fra AKF.

Hvis hver voksen i vuggestuen får ét barn mere at passe, vokser det korte sygefravær med 16 timer om året pr. medarbejder. Det svarer til en stigning på 30% i det korte sygefravær.

Arbejdspres giver flere langtidssyge
Pædagogerne risikerer også lettere at blive langtidssyge, når der er mange børn pr. voksen i institutionen. Hvis hver voksen får ét barn mere at passe i børnehaven, vokser risikoen for at blive langtidssygemeldt fra 10 til 14%.

- Antallet af børn i forhold til de voksne i daginstitutionerne er forskelligt fra kommune til kommune. Dermed er arbejdspresset for pædagogerne også forskelligt afhængigt af, hvilken kommune de er ansat i. Og det kan aflæses i statistikken over sygefravær, siger programleder i AKF, Mette Gørtz, som står bag undersøgelsen.

Forlader oftere jobbet
Undersøgelsen viser også, at pædagoger og medhjælpere oftere skifter job i kommuner, hvor der er mange børn pr. voksen i institutionerne. De vælger enten at få et nyt job i en anden institution, en anden kommune eller helt at forlade sektoren. Mange børn på stuen får generelt ikke pædagogerne til at vælge at gå på efterløn. Men for de pædagoger, der har et svagt helbred, kan det dog være med til at påvirke beslutningen om at gå på efterløn.

- Undersøgelsen her viser, at mange børn pr. ansat er forbundet med både højere sygefravær, problemer med at fastholde personale og en lidt højere tilgang til efterløn. Det kan blive dyrt, fordi både sygefravær og rekruttering og oplæring af nye medarbejdere kræver ressourcer. Den viden er relevant for de kommunale arbejdsgivere, som mange steder står over for omstruktureringer og besparelser i de kommende år, siger programleder Mette Gørtz fra AKF.

FAKTA om undersøgelsen
Undersøgelsen er baseret på data fra Danmarks Statistik for perioden 1996-2006. Den omfatter pædagoger og pædagogmedhjælpere i vuggestuer og børnehaver. Undersøgelsen ser på sammenhængen mellem højere normeringer, sygefravær, jobskifte og tilbagetrækning. Andre faktorer, som fx kvalitet i ledelsen, efteruddannelse, psykisk arbejdsmiljø og fysiske rammer tager undersøgelsen ikke direkte højde for.

Relevant information

http://www.akf.dk


Pressekontakt


Firma

AKF - Anvendt KommunalForskning
Nyropsgade 37
1602 København V, Danmark

  4333 3459
  5050 9501

http://www.akf.dk

Modtag nyheder fra AKF - Anvendt KommunalForskning på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater