14/07-10
-
Pressemeddelelse
Elever i små skoleklasser får bedre karakterer
Især bogligt svage drenge får bedre karakterer, når der er færre elever i klassen. Det viser en analyse fra AKF, Anvendt KommunalForskning
Antallet af elever i en skoleklasse har markant betydning for, hvor godt eleverne klarer sig til folkeskolens afgangseksamen. Det viser en analyse, som forskningsleder i AKF, Eskil Heinesen, netop har fået offentliggjort i det anerkendte internationale tidsskrift Economic Journal.
Hvis antallet af elever i klassen reduceres med 10, øges karaktererne i gennemsnit med ca. en halv karakter (fra fx 8 til 8,5) målt på 13-skalaen.
Undersøgelsen viser, at effekten af små klasser er 50 % større blandt drenge end blandt piger. Desuden er det især de bogligt svage elever samt elever med lavt uddannede mødre, der får bedre karakterer, når de går i en klasse med få elever.
Svært at måle
Det er vanskeligt at beregne klassestørrelsens betydning for elevernes karakterer, da det normalt ikke er tilfældigt, om der er mange eller få elever i en klasse.
- Mange ressourcestærke forældre flytter fx deres børn til en anden skole, hvis de er utilfredse med undervisningen, og derved er der måske kun ressourcesvage elever tilbage i en lille skoleklasse. En skoleleder kan også bevidst vælge at lade de svage elever gå sammen i en klasse med få elever, siger forskningsleder i AKF, Eskil Heinesen.
Analysen tager højde for dette problem ved at fokusere på franskhold i 9. klasse. Her er det nemlig tilfældigt, om der er mange eller få elever på en årgang, der vælger fransk frem for tysk. Derved er det også tilfældigt, om franskklasserne er små eller store. Og forældrene vælger næppe at flytte deres børn til en anden skole, blot fordi der er mange elever på franskholdet.
International opmærksomhed
Netop klassestørrelser er til debat i såvel Danmark som i en række andre lande. Analysen, som altså viser tydelig sammenhæng mellem klassestørrelse og eksamenskarakterer, har derfor vakt en vis international opmærksomhed.
- At færre elever i klassen betyder højere karakterer for den enkelte elev, er opsigtsvækkende rent politisk, for det er jo dyrt at reducere klassestørrelserne, siger forskningsleder Eskil Heinesen.
Relevant information
http://www.akf.dk
Firma
AKF - Anvendt KommunalForskning
Nyropsgade 37
1602 København V,
Danmark
4333 3459
5050 9501
http://www.akf.dk