14/10-10
-
Pressemeddelelse
Aktivering bringer ikke svage kontanthjælpsmodtagere i job
De svageste kontanthjælpsmodtagere står stadig uden job, efter at de har været i virksomhedspraktik eller på kurser. Beskæftigelsesindsatsen virker ikke efter hensigten, viser en undersøgelse, som AKF har foretaget for Rigsrevisionen.
Aktiveringskurser, jobpraktik og afklaringsforløb. De svageste kontanthjælpsmodtagere får tilbudt en lang række beskæftigelsesfremmende tilbud, som skal gøre dem i stand til at få et rigtigt job og forsørge sig selv. Men der kan ikke måles nogen virkning af indsatsen, viser en ny undersøgelse, som AKF, Anvendt KommunalForskning har lavet for Rigsrevisionen.
- De mange bestræbelser på at hjælpe de svageste ledige ind på arbejdsmarkedet har desværre meget ringe effekt. Det er overraskende, at heller ikke den virksom-hedsrettede del af indsatsen bringer de svage kontanthjælpsmodtagere tættere på selvforsørgelse, siger vicedirektør Hans Hummelgaard fra AKF.
Stadig ledige tre år efter
Undersøgelsen viser, at op mod 90 procent af de svageste ledige stadig er ledige efter tre år, uanset om de har deltaget i et beskæftigelsestilbud eller ej. Gruppen af svage ledige består bl.a. af psykisk syge, misbrugere og andre, der har problemer, udover at de er ledige.
Ideen med beskæftigelsestilbuddene til de svageste ledige er ellers at opbygge deres personlige ressourcer gennem et uddannelsesforløb eller ved et ophold på en virksomhed. Og dermed gøre dem bedre i stand til at få et job og blive selvforsørgende.
De svageste motiveres ikke
Udsigten til aktivering motiverer i mange tilfælde dagpengemodtagere til selv at skaffe sig et job. Men det gælder øjensynlig ikke for de svageste grupper af kontanthjælpsmodtagere, som denne analyse har fokus på. Det har tidligere undersøgelser vist.
Forklaringen kan være, at de allersvageste kontanthjælpsmodtagere har tunge sociale og psykiske problemer, som gør, at de står uden for arbejdsmarkedet. Udsigten til aktivering ændrer ikke på disse problemer og påvirker derfor heller ikke deres motivation til at finde sig et job.
Behov for mere viden
Analysen, som AKF har foretaget for Rigsrevisionen, er den første af sin art. Og netop mere viden er nøglen til at finde brugbare løsninger for de svageste kontanthjælpsmodtagere.
- Anbefalingen må være, at man foretager langt flere pilotstudier og sociale eksperimen en ter for at finde ud af, hvad der virker, inden man sætter nye foranstaltninger i værk over for disse svage grupper af ledige, siger vicedirektør i AKF, Hans Hummelgaard.
Fakta om undersøgelsen:
- Undersøgelsen omfatter alle kommunalt aktiverede svage kontanthjælpsmodtagere i vinteren 2005-2006.
- Svage kontanthjælpsmodtagere er dem, der ikke er arbejdsmarkedsparate, fordi de har andre problemer, ud over at de er ledige. Fx psykiske lidelser, misbrugsproblemer m.m.
Relevant information
http://www.akf.dk
Firma
AKF - Anvendt KommunalForskning
Nyropsgade 37
1602 København V,
Danmark
4333 3459
5050 9501
http://www.akf.dk